Foran et talstærkt fremmødt publikum hos rådgivningscenteret Centrovice på Fyn redegjorde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mandag den 19. september for de politiske tiltag, der for tiden er i gang på landbrugsområdet.



Under ministerens tale om landbrugspakken lød der en kraftig opfordring til de fremmødte landmænd, når det kommer til den frivillige reduktion af kvælstofudledningen:



- Tag de nye muligheder i brug, og tag et ansvar for dem. Vi har brug for, at når den frivillige betalte efterafgrødeordning træder i kraft, at I byder ind. At landmændene gør det, vi har sagt, at I vil gøre, når det kommer til den frivillige del af kvælstofreduktionen. De frivillige tiltag er uhyre vigtige. Vi skal vise kritikerne, at de ikke skal have ret i, at frivillighed er lig katastrofe, lød det fra Esben Lunde Larsen, der understregede, at frivilligheden er vejen frem:



- Den frihed vi kan skabe for jer, den agter vi at skabe, fordi vi har tillid til, at I vil samfundet det godt. Både for jorden og for de dyr, som I har ansvaret for, sagde han.



Ministeren havde på dagen for mødet også været med til åbningen af den første af de nye målestationer, der skal bruges til målrettet regulering af kvælstof.

- Jeg vil gerne understrege, at det ikke nytter, at vi gør hinanden en bjørnetjeneste, og får lavet nogle virkemidler, vi ikke kan dokumentere effekten af. Hvis vi gør det, risikerer vi at det bliver rullet tilbage eller underkendt af EU, og det vil virkelig være ærgerligt, sagde ministeren.