Det er ingen hemmelighed, at danske mælkebønder har været igennem en hård periode, hvor lave mælkepriser har presset erhvervet. Derfor besøger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fredag frøvirksomheden DLF i Store Heddinge for at høre mere om et nyt projekt, som blandt andet kan være med til at øge køers mælkeproduktion, så landmanden kan tjene op mod to kroner mere om dagen pr. ko.

DLF er i gang med at udvikle fremtidens bæredygtige græssorter, der er mere klimavenlige, fordi de fremstilles med brug af mindre gødning end andre græssorter og optager mere kvælstof. Virksomheden arbejder samtidig på at gøre græsset nemmere at fordøje for får og køer for dermed at øge mælkeproduktionen. Hvis græsset er mindre stift end andet fodergræs, bliver det nemmere for blandt andet køer at nedbryde det. Dermed får koen mere energi og kan producere mere mælk til sin ejer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal hele tiden være opmærksomme på, hvordan vi kan udvikle de naturlige ressourcer,

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

- Hvis supergræs både kan give landmanden flere penge på kistebunden og mindske køernes prutter til gavn for miljøet og klimaet, skal vi helt sikkert se nærmere på mulighederne. Vi skal hele tiden være opmærksomme på, hvordan vi kan udvikle de naturlige ressourcer, så det forbedrer betingelserne for både landbruget og naturen, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen forud for fredagens besøg.

Nedbringer køers udledning

Køer er blandt landbrugets store syndere, når det kommer til udledningen af gasser, som er skadelige for klodens klima. Derfor forventes de optimerede græssorter at være en markant gevinst for klimaet, fordi de får køer til at prutte eller bøvse mindre metan ud, da græsserne er lettere for dyret at fordøje. I Danmark forventer DLF at kunne reducere den årlige udledning af metan fra kvæg med 336.000 ton CO2, svarende til omkring 10 procent af den samlede drivhusgasudledning fra køer i Danmark.

- Instrumentet til at nå dertil hedder 'genomisk selektion'. Det er en metode, hvor man ud fra en DNA-test hurtigt kan sige, om en ny sort har potentialet til noget stort. På det område ligger Danmark helt i front og med GreenSelect håber vi både på at stadfæste vores position, siger Christian Sig Jensen, der er seniorforsker hos DLF og leder af GreenSelect.

Genomisk selektion handler kort fortalt om at finde planterne med de bedste gener. Ved at krydse to plantesorter kan man udvælge det bedste planteafkom. Projektet, som ministeren skal besøge, tilhører anden generation af genomisk selektion, hvor der er fokus på at finde de bedste forældre til at lave en krydsning af plantesorterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet er støttet med knap 13,5 millioner kroner fra Miljø- og Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).