For nylig fik jeg en mail fra et konkursramt selskabs revisor indeholdende en slet skjult bebrejdelse af, at afviklingen af et konkursbo ikke ville resultere i, at revisors omkostninger for arbejde op til konkursen ville kunne dækkes af konkursboets frie midler. Revisor havde forud for min involvering i sagen umiddelbart før selskabets indlevering af egen konkursbegæring bistået selskabet med udarbejdelse af balancer og budgetter til brug for en forhandling med selskabets pengeinstitut og havde også udarbejdet opgørelser til brug for indgivelse af selskabets egen konkursbegæring. Boet var nu ved at kunne blive afsluttet, og det kunne konstateres (blev konstateret for lang tid siden), at der ikke ville blive dækning til de omkostninger, revisoren havde anmeldt som et rådgiverkrav for arbejde udført før konkursen. Hertil er at bemærke, at i den situation vil heller ikke andre rådgiveres omkostninger blive dækket. Det er givetvis også et faktum, både i den konkrete sag og generelt, at der næppe er nogen kreditor, der er bedre end skyldners revisor/økonomikonsulent til at vurdere, om der ved en konkursbehandling vil være dækning til de omkostninger, der investeres umiddelbart op til en beslutning om indgivelse af konkursbegæring. Det er for revisorer som for alle andre kreditorer selvfølgelig irriterende at skulle konstatere tab, og måske i særdeleshed når man føler, at man netop har udført noget arbejde, der både er i skyldnerens (kundens) og panthavernes interesse.

Udtømmende pant

Inden for landbruget har retsstillingen altid været, at i nødlidende landbrug var der kun ganske få friaktiver. Årsagen hertil er den ret simple, at ved pant i en landbrugsbedrift har panthaverne ud over pant i den faste ejendom tillige automatisk pant i driftsinventar og driftsmateriel, herunder maskiner og tekniske anlæg af enhver art og den til ejendommen hørende besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser, for så vidt de ikke udskilles ifølge en regelmæssig drift af den pågældende ejendom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom rådgiverkrav er fortrinsberettigede i forhold til simple leverandør- og tjenesteydelseskrav, fordrer effektiv betaling af rådgiverkrav, der er stiftet ved ydet assistance i forsøg på at etablere en ordning af skyldnerens økonomiske forhold, at der er frie midler til rådighed. Det vil der som absolut hovedregel ikke være. Sådan er det også siden 1. januar 2006 uden for landbrugserhvervet. Det skyldes, at der i Danmark pr. denne dag blev indført regler om virksomheds- og fordringspant. Det bør eller burde enhver rådgiver, der yder bistand til økonomisk truede virksomheder, selvfølgelig være bekendt med, og det er de fleste også - for manges vedkommende desværre konstateret via bitter erfaring. Denne tingenes tilstand gør, at man også som økonomisk eller juridisk rådgiver ofte vil sikre sig effektiv betaling, inden der ydes rådgivning til økonomisk truede virksomheder. Det kan gøres på flere måder, enten ved at marginalpanthaveren/virksomhedspanthaveren accepterer betaling af rådgiveromkostninger inden for en nærmere fastlagt ramme, eller ved at den nødlidende virksomhed stiller sikkerhed for rådgivers assistance. En sådan sikkerhed etableres ofte ved, at der meddeles rådgiveren transport i skyldnerens momstilgodehavende eller evt. tilgodehavende hos landmandens andre debitorer, eksempelvis mejeri, slagteri eller kartoffelcentral (normalt er der dog allerede meddelt transport i disse tilgodehavender til den nødlidende landmands pengeinstitut).

Ligelighedsprincippet

Kravene til respekt af universalrettens ligelighedsprincip - ligelig behandling af kreditorerne med respekt af konkursordenen - skærpes betragteligt, når en rådgiver kræver sikkerhed for fremtidige ydelser. Det gælder ikke mindst, når rådgiveren er skyldnerens revisor eller økonomikonsulent - netop den rådgiver-gruppe, der alt andet lige har eller burde have størst kendskab til skyldnerens økonomiske situation. Konstaterer landmandens revisor eller økonomikonsulent i en sådan situation, at det ikke er muligt at opnå den nødvendige finansiering af løbende drift, har revisor/økonomikonsulenten pligt til at sige fra. Siger revisor/økonomikonsulenten i en sådan situation ikke fra, risikerer han at blive identificeret med skylderen, og kreditorer, der leverer varer eller ydelser på kredit uden kendskab til, at der ikke hos landmanden kan skaffes sikkerhed for betaling af løbende forpligtelser, vil eventuelt kunne rejse et erstatningskrav både mod landmanden og dennes rådgiver. Det er selvfølgelig landmanden, der i sidste ende er den hovedansvarlige, men da et erstatningskrav mod en insolvent landmand (og enhver anden insolvent virksomhedsindehaver) ikke vil resultere i effektiv betaling, vil man som skadelidt kreditor afdække markedet for at se, hvem man ellers kan gøre ansvarlig. I den situation lever revisor/økonomikonsulenten livet farligt, når han de facto er inde over økonomistyringen og beslutningsprocessen omkring, hvilke kreditorer der betales i en situation, hvor der ikke er likviditet til betaling af alle kreditorer.

En revisor/økonomikonsulent er - som i princippet enhver anden - i sin gode ret til at sikre sig betaling for de ydelser, der leveres. I praksis sker det ved enten betalingsgaranti fra marginalpanthaveren/virksomhedspanthaveren eller i form af transport. Hvor landmanden endnu ikke er helt ude i tovene, kan det heller ikke udelukkes, at der kan stilles kontant depositum inden for de trækningsrettigheder på landmandens kassekredit, der er aftalt med pengeinstituttet.

Finder revisor/økonomikonsulent anledning til at kræve sikkerhed for fremtidige ydelser til landmanden, skærpes revisors/økonomikonsulentens professionsansvar. Det gælder primært i relation til at få indstillet driften, hvis det ikke er muligt at finansiere fremtidige indkøb.

Tilbageholdsret

Revisorer, der ikke har sikret sig betaling fra pengeinstitut eller via transport, vil i nogle tilfælde forsøge at få dækning eller i hvert fald delvis dækning ved at tilbageholde regnskabs- og bilagsmateriale tilhørende skyldneren, idet der udøves tilbageholdsret heri, indtil et opgjort honorartilgodehavende er betalt. Der er en righoldig retspraksis omkring revisorers ret til/manglende ret til tilbageholdelse af bogførings- og regnskabsmateriale. Udgangspunktet er, at i og med der afsiges konkursdekret over en skyldner, hvad enten der er tale om en person eller et selskab, overgår rådigheden over skyldnerens bogførings- og regnskabsoplysninger med videre til kurator med henblik på, at kurator kan gennemføre bobehandlingen. Revisor vil som altovervejende hovedregel ikke have tilbageholdsret i materiale, der før dekretet tilhørte den fallerede person/det fallerede selskab, og materialet skal derfor udleveres til kurator. Nægter revisor at udlevere materialet, vil kurator kunne kræve materialet udleveret ved at anmode fogedretten om bistand til udleveringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alene revisors notater, beregninger og opgørelser kan revisor tilbageholde, og konkursboet har ingen mulighed for at gennemtvinge udlevering af disse data. For at minimere tabet på nødlidende kunder, må det anbefales den nødlidende virksomheds rådgivere at sikre, at arbejde til brug for en vurdering af, om der kan gennemføres en sanering af skyldnerens økonomi, betales af den, der ud over skyldneren har størst interesse heri, nemlig marginalpanthaveren/virksomhedspanthaveren. Er panthaveren ikke indstillet på at stille sikkerhed, er det nok også svært at få panthaveren med på en aftale om en samlet løsning af landmandens gældsudfordringer. På denne baggrund løber den nødlidende virksomheds rådgiver en betydelig økonomisk risiko for ikke at få betaling eller i hvert fald ikke få fuld betaling for arbejde, som objektivt set må antages både at være nødvendigt og påkrævet for at danne sig et overblik over skyldnerens situation. Det er forståeligt, at revisor/økonomikonsulent i denne situation føler sig uretfærdigt behandlet. Rådet må være, at marginalpanthaveren afæskes et tilsagn om at betale nødvendige løbende udgifter. Kan der ikke opnås sikkerhed, må konsekvensen være, enten at revisor/økonomikonsulent med åbne øje påtager sig en betydelig økonomisk risiko, alternativt at revisor/økonomikonsulent fratræder.