Teknologi er smart - når det virker. Men når det ikke fungerer efter hensigten, er frustrationerne desto større. NaturErhvervstyrelsens Tast selv-service skulle have været en enkel hjælpende hånd til ansøgninger til flere ordninger i disse dage, men det sander nu til i tekniske problemer.
- I forbindelse med ansøgning til miljøteknologier på ordningerne "Miljøteknologi 2016 - kvæg, svin og gartnerier" samt "Miljøteknologi 2016 - gylleforsuring" har det vist sig, at der er nogle udfordringer. Det er derfor ikke muligt for en række ansøgere at vedhæfte filer, gemme eller indsende deres ansøgning. Udfordringerne skyldes skemaets størrelse og kompleksitet. Dette har specielt ramt kunder med mange indsatsområder, skriver NaturErhvervstyrelsen på sin hjemmeside.
Ansøgningsfristen er derfor forlænget til torsdag den 8. september 2016 kl. 23:59.
- Vi arbejder på at rette fejlen, men der er stadig risiko for, at du oplever problemer. For at minimere risikoen for fejl, anbefaler vi, at du med maksimum to timers mellemrum gemmer din ansøgning, lukker ansøgningsskemaet ned og åbner det igen. I tillæg, anbefaler vi, at du anvender en anden internetbrowser end Internet Explorer f.eks. Google Chrome eller Firefox, skriver NaturErhvervstyrelsen og opfordrer til, at man indsender en fejlmelding, hvis man oplever problemer i Tast selv-service.
Fejlmeldingen indtastes via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.





