Omkring 25 procent af landmændene i det midt- og vestjyske efterspørger nu ifølge Vestjysk Landboforening maskinstationer, der kan lave shredding af deres majs, og maskinstationerne skal derfor tage beslutning om, hvorvidt dette nye grej er noget for dem.

Derfor mødte mange midt- og vestjyske maskinstationer op for nylig, da der stod shredding på dagsordenen hos Vestjysk Landboforening i Ringkøbing.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aggressiv cracking

Shredding er en speciel, aggressiv crackning af majskernerne og en rivning af majsen, som giver lange, tynde stykker blade og stængler. Og fodring med shredding har i USA vist øget mælkeydelse hos køer.

Der findes ifølge kvægrådgiver Helle Dahl Schmidt, Vestjysk Landboforening, indtil videre to slags shredding.majs. Det ene system kommer fra Claas, som kalder systemet for Shredlage, som med en særlige MCC Shredlage-cracker kan klarer denne opgave. En anden form for shredding er FiberTech, som laves til de fleste andre snittere med den særlige FiberTech corncracker.

Nogle maskinstationer og landmænd med egen snitter vælger alternativt at øge hastigheden på den ene valse. Det kan give en forbedring på kernecrackningen, men ifølge landboforeningen, kan det ikke samlignes med shredding.

- Det er dog meget positivt, hvis kerneknusningen forbedres, og dermed er det et skridt hen ad vejen, siger Helle Dahl Schmidt.

12 mælkeproducenter

Vestjysk Landboforening har fulgt produktionen hos 12 mælkeproducenter, der har fodret med shredding-majs i 2015-2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De giver alle topkarakterer for ensilagestakkene, som trods 22-25 procent tørstof ikke har givet saftafløb. Først når læssegrejet lukker om ensilagen, frigives saften fra stakken. Der har således heller ikke stået saft i bunden af stakken eller været problemer med alkohol. Materialet er fint at køre sammen, supplerer maskinfolkene, og densiteten svarer til almindelig majsensilage.

Desuden siger alle de 12 adspurgte landmænd énstemmigt, at ædelysten er ekstrem god.

- Foderbordet er bare slikket, og jeg skal helt sikkert lave shredding-majs igen, for køerne har givet deres vurdering: Det smager supergodt, lyder det blandt andet.

Bedre foderudnyttelse

Også vombakterierne giver ifølge Helle Dahl Schmidt gode karakterer.

- Det ser ud til, at ikke kun mælkeydelsen, men også foderudnyttelsen har fået et boost opad ved skift fra almindelig majsensilage til shredding. Det skal dog pointeres, at der ikke refereres til anerkendte forsøg, men konstant foderudnyttelse i otte måneder på omkring 1,60 kg EKM/kg TS, synes vi i Vestjysk Landboforening, er rigtig flot. Ikke mindst på baggrund af en stor andel hjemmeavlet foder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når der kan opnås de konstaterede effekter på det våde, tungtfordøjelige shredding uden kerner i 2015, så forventer vi, at det bliver rigtigt godt i 2016, siger Helle Dahl Schmidt.

Hun henviser til, at majsen står supergodt i år, og det giver en forventning om, at kolberne bliver både fyldte og modne.

- Så ligger snitning som shredding lige til højrebenet, siger hun og vurderer, at cirka halvdelen af de midt- og vestjyske maskinstationer kan levere varen, når majsen er klar.