Kan vi egentlig ikke tilbyde de danske kvægbrugere (endnu) bedre rådgivning og dermed bedre økonomi, hvis vi i endnu højere grad koordinerer dyrlægens, kvægbrugskonsulentens og andre rådgiveres arbejde - ikke bare i enkelte projekter, men løbende gennem hele året? Og hvis vi endnu mere end i dag tager udgangspunkt i den enkelte landmands målsætninger for besætningen?

Sådan spurgte vi for nogen tid siden os selv i Dyrlæger & Ko; og da vi mente, at svarene var ja og ja, gik vi i samarbejde med konsulenterne i Syddansk Kvæg og nogle udvalgte landmænd om den videre udvikling. Resultatet er blevet et koncept for, hvad man kan kalde helhedsrådgivning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pointen med det hele er, at den enkelte landmands bundlinje skal forbedres, og at de danske mælkeproducenter skal stå stærkere i den voldsomme konkurrence, vi i disse år ser på det globale marked for mælk. Nogle af de væsentligste veje til en bedre bundlinje er at sikre udveksling af viden mellem alle parter, eliminering af dobbeltarbejde samt at have ét fælles mål så rådgivningen ikke stritter i forskellige retninger, alt efter om det kommer fra dyrlægen, konsulenten eller en helt tredje?

Kort fortalt er der tre hovedelementer i konceptet:

For det første skal såvel landmanden som rådgiverne (dyrlæge og konsulenter) være helt afklarede omkring landmandens målsætninger og besætningens potentiale.

For det andet skal de skarpe skel mellem foder- og andre konsulenters samt dyrlægernes arbejde blødes op; og de forskellige parter skal arbejde mere systematisk sammen, end de har været vant til. Også økonomikonsulenten inddrages, så forbindelsen til bank og finansiering kan tænkes ind, når det er nødvendigt.

For det tredje skal der laves en handlingsplan for bedriften, og dyrlægen skal som tovholder følge op på, om målene bliver nået.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søren Friboe Olsen er en af de mælkeproducenter, der har været med til at afprøve det nye koncept. På Frimandsgård ved Slagelse har han en besætning med omkring 75 årskøer (blandet RDM og SDM).

- Noget af det første der skete var, at jeg fik lavet et optimeringstjek af økonomien, fodringen og køernes sundhed og ydelse. Det vil sige en analyse af det potentiale, der er på bedriften, og en sammenligning med andre lignende bedrifter. Det var noget af en øjenåbner for mig. Blandt andet viste det sig, at hvis jeg holder på køerne i længere tid, før jeg sætter dem ud, kan jeg spare så meget på opdrættet, at det kan aflæses på bundlinjen, fortæller han.

Læs mere i Bovilogisk

Læs mere, i det nyeste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 19. august.

Har du abonnement på bladet, kan artiklen allerede nu læses ved at klikke her. Ikke-abonnenter kan også læse artiklen på hjemmesiden ved at købe adgang til artiklen.

Der kan bestilles abonnement på www.bovilogisk.dk eller 7620 7970.