DEBAT: Mediemøllen kværner lystigt. Aldrig tidligere har vi haft så mange medier, der bringer alverdens nyheder døgnet rundt. Derfor skulle man tro, at alle væsentlige nyheder havde en mulighed for at komme ud.

Dette gjaldt desværre ikke for den bemærkelsesværdige og uhyre vigtige forskningsrapport fra CBS om landbrugets rammevilkår, der kom forleden dag. Rapporten, der er udarbejdet af lektor Troels Troelsen, dokumenterer, at danske rammevilkår koster landbruget 6-7 milliarder kroner om året.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er langt mere end hidtil antaget. Eksempelvis er et typisk dansk svinebrug 936.000 kroner. dårligere stillet, end et tilsvarende i Tyskland. Landmændene har længe vidst det. Men nu er det også dokumenteret med forskning, at dansk landbrug har totalt unfair rammevilkår. På denne baggrund var det på høje tid med landbrugspakken. Og så haster med at vi får gjort op med resten af den danske overimplementering af fælles EU regler og andre omkostningsdrivende danske særkrav. Verdens befolkningstal øges kraftigt i de kommende årtier. Der bliver behov for langt flere danske fødevarer, der er produceret med hensyntagen til dyrevelfærd og miljø. Derfor skal vi ikke tvinge produktionen væk til andre lande på grund af ulige konkurrencevilkår.

Danmark har hårdt brug for de mange arbejdspladser og den enorme eksportindtægt, som landbruget sørger for - i alle egne af landet. Det bør være en ledetråd for det politiske arbejde i den kommende tid. Rapporten fra CBS er virkelig en øjenåbner. Derfor kan det undre, at DR med deres licensbetalte public serviceforpligtelser ikke har givet den en fremtrædende plads i de mange sendeflader.