Landbrugskoncernen Agco, der står bag mærker som Massey-Ferguson og Fendt, har netop fremlagt regnskab for andet kvartal samt første halvår af 2016.

Overordnet set melder Agco om en salgstilbagegang på 3,6 procent i andet kvartal af 2016 set i forhold til samme periode året før. Samlet set har Agco solgt for to milliarder dollars i andet kvartal af 2016, og set over første halvdel af 2016 har koncernen solgt for 3,6 milliarder dollars, hvilket er 5,8 procent mindre end samme periode sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremgang i Europa

Mens det på verdensplan går tilbage for Agco, kan koncernen melde om fremgang i den region, der dækker Europa, Afrika og Mellemøsten.

Faktisk er salget i regionen steget med 4,2 procent i andet kvartal af 2016, og set over første halvdel af 2016 er salget i regionen steget med 3,1 procent. Selvom Agco har solgt mere, så skriver virksomheden i regnskabet, at man i andet kvartal af 2016 har tjent 1,5 millioner dollars mindre i regionen grundet højere omkostninger.

I Sydamerika er billedet dog langt fra positivt. Her er Agcos salg gået tilbage med 27,4 procent i andet kvartal af 2016 set i forhold til 2015.