EU-Kommissionen fremhæver i en ny rapport de initiativer, som landbruget og Fødevarestyrelsen har taget for at begrænse brugen af antibiotika til svin. Kommissionen konkluderer, at "flere af de initiativer kunne tjene som et eksempel til efterfølgelse for andre medlemslande", skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Dansk landbrug har siden 2009 reduceret brugen af antibiotika i svineproduktion med mere end en femtedel, så Danmark nu ligger helt i bund i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er selvfølgelig rart at få anerkendelse fra EU for den indsats, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Per Henriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt forskere er der enighed om, at forbruget af antibiotika skal begrænses som meget som muligt, da et højt forbrug skaber resistens, så bakterier og eksempelvis lungebetændelse ikke længere kan slås ned med almindelig antibiotika.

Ros til det gule kort

Kommissionen fremhæver flere danske initiativer for at have fremmet en mere fornuftig og begrænset brug af antibiotika til både produktionsdyr og kæledyr.

Det er fx et initiativ som gult kort, hvor en landmand får en advarsel, hvis han bruger for meget antibiotika. Derudover nævnes blandt andet også de danske regler for flokbehandling (antibiotikabehandling af mange svin på en gang) og handlingsplanen for husdyr-MRSA.

- Rapporten understreger, at både danske og udenlandske forbrugere trygt kan lægge et par skiver dansk bacon på panden vel vidende, at de er produceret med mindst mulig antibiotikaforbrug. EU-kommissionens rapport understreger, at Danmark er et land med både høj fødevaresikkerhed og dyrevelfærd, siger veterinærddirektør Per Henriksen.