Abonnementsartikel

Case IH har forbedret den nye RB 545 ballepresser-serie, så der er mindre spild mellem valserne i ballekammeret.

Case IH er klar med en nye serie af ballepressere, der får navnet RB 545. Serien blev præsenteret på et pressemøde i Tyskland, som Maskinbladet deltog i, og indtil videre er der to modeller i serien.

De hedder begge RB 545, men den ene model er med wrapper, og så kalder Case IH modellen for RB 545 Silage Pack. Begge modeller har fast ballekammer og laver rundballer i størrelsen 122 x 125 centimeter. Begge modeller er udstyret med 20 knive, og det giver en teoretisk snittelængde på 52 millimeter. Ballepresserne kan manuelt indstilles til enten at skære med én af de to grupper med ti knive eller med alle 20 knive samtidig.

Case IH lancerer også en ballepresser kaldet RB 544, der laver baller i 122 x 135 centimeter.

Bredere pickup

Som noget nyt på serien har Case IH forøget arbejdsbredden, så pickupppen på RB 545 nu er på hele 220 centimeter, som man kender det fra mange pressere med variabelt ballekammer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Når halmen er kommet ind i pressekammeret, har Case IH lavet en ændring på valserne, der skulle mindske spildet mellem valserne og forbedre formningen af ballerne. Tidligere var der fire ribber på valsen, som griber fat i halmen og fører den rundt i kammeret. På den nye serie er der ti ribber på hver valse, og det skulle mindske afstanden mellem valserne, så der ikke kan falde halm ned mellem rillerne. Samtidig skulle de ti ribber også gribe mere fat i halmen og forme ballerne hurtigere.

Fra kabinen

De nye ballepressere er Isobus-kompatible, og det betyder, at traktorpiloten kan styre en masse funktioner fra kabinen.

Man kan blandt andet stoppe rotoren, hvis der opstår en blokkering i kammeret.

- Med funktionen har man fuld kraft til rådighed, selv hvis der opstår en blokkering, når ballekammeret er næsten fyldt. Det giver en problemfri afslutning på ballepresningen, siger Maxime Rocaboy, der er marketingschef for høstprodukter hos Case IH.

Vend ballen

Hvis man kører med sin ballepresser i kuperet terræn, bliver man nok glad for den seneste nyhed fra Case IH.

På den nye serie af ballepressere kan man nemlig tilkøbe en balle-vender, der sørger for, at ballerne bliver vendt, når de læsses af. På den måde sikrer man sig, at ballerne ikke ruller afsted, hvis man læsser af på en bakke.

For at beskytte marken har Case IH desuden gjort plads til større dæk på RB 545 Silage Pack-presseren. Tidligere modeller har været udstyret med 380/55-170-dæk, men fremover bliver der plads til dæk i størrelsen 560/45x22.5.