Semler Agro A/S har indgået aftale med Midtjysk Maskincenter A/S om overtagelse af John Deere forhandlingen pr. 1. oktober 2016. Det oplyser Semler Agro i en pressemeddelelse.

Gennem opkøbet af aktiviteterne i Midtjysk Maskincenter A/S, overtager Semler Agro A/S forhandlingen af John Deere landbrugsmaskiner for Midt-ØstJylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Semler Agros køb betyder for de nuværende ejere af Midtjysk Maskincenter A/S både et ejerskifte og fremtidssikring for både John Deere kundekredsen og for selskabets medarbejdere. Samtidigt er det også meget vigtigt for os, at de nuværende ejere alle fortsætter efter overtagelsen, udtaler Carsten Greiffenberg, Administrerende direktør i Semler Agro A/S.

Afgørende betydning

Ejerkredsen af Midtjysk Maskincenter A/S siger:

- Det har været af afgørende betydning for vores beslutning, at selskabet videreføres af en stærk koncern som Semler Gruppen.

Endvidere siger ejerne af Midtjysk Maskincenter A/S, Gordon Pedersen, Bjarne Høgh og Henrik Østergaard Nielsen:

- Det er en fremtidssikret løsning for både virksomheden og alle vores medarbejdere. Derudover er vi glade for at kunne meddele, at vi alle tre fortsætter som hidtil i selskabets afdelinger i Trige og Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når overtagelsen er godkendt af konkurrencemyndighederne og gennemført, varetager Semler Agro A/S John Deere landbrugsmaskine forhandling i Nord-, Midt-Øst, Syd- og Sønderjylland samt på Sjælland og Bornholm. Derudover varetager Semler Agro forhandlingen af John Deere HavePark i Nord-, Midt-Øst-, og Syd- & Sønderjylland samt John Deere GOLF forhandlingen i hele Jylland samt på Fyn.

Over 200 medarbejdere

Semler Agro vil efter overtagelsen af Midtjysk Maskincenter A/S, beskæftige mere end 200 medarbejdere.

Semler Agros overtagelse af Midtjysk Maskincenter A/S vil også betyde en yderligere både geografisk og organisatorisk konsolidering.

- Med Semler Agro A/S overtagelse af Midtjysk Maskincenter A/S styrkes John Deeres samlede repræsentation i Danmark yderligere. Det er også meget vigtigt for John Deere, at alle de dygtige medarbejdere i Midtjysk Maskincenter A/S inklusive de tre nuværende ejere fortsætter i det nye set-up, siger Landechef for John Deere Marko Borwieck.