Bekæmpelse af madspild, hurtigere diagnosticering af syge landbrugsdyr og kameraovervågning af kløver i græsmarker. Det er bare nogle af de projekter, som årets første pulje af de såkaldte GUDP-midler yder støtte til. I alt får 18 projekter del i 91,3 millioner kroner. Bag projekterne står virksomheder, iværksættere og forskningsinstitutioner, som kæmper for at løse nogle af de største klima- og miljømæssige udfordringer, samfundet står over for.

- Danske virksomheder er allerede langt fremme i udviklingen af grønne løsninger, der samtidig har et økonomisk vækstpotentiale. Det er en dansk styrkeposition, som vi skal dyrke, og derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at støtte de projekter, som kan gå hen at blive morgendagens store eksportsucceser, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danske virksomheder er allerede langt fremme i udviklingen af grønne løsninger, der samtidig har et økonomisk vækstpotentiale.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

Mere kløver på markerne

I årets første af to runder har GUDP fået 57 ansøgninger til nye udviklingsprojekter. De 18 projekter, som har fået tildelt støtte, spænder bredt, men alle sigter mod at gøre fødevareerhvervet mere bæredygtigt.

Et af projekterne vil omdanne et restprodukt fra produktionen af roer til fiskefoder, mens et andet vil udvikle sensor-kameraer, som landmænd kan bruge til at forhøje procentdelen af kløver på deres kløvergræsmarker. Derudover vil et af projekterne målrette behandlingen af syge landbrugsdyr ved at udvikle metoder, som kan diagnosticere dem hurtigere.

- Det er positivt at opleve ansøgernes vilje til at løse de udfordringer, erhvervet står over for. Ved udvælgelsen har vi lagt vægt på både tekniske og kommercielle kompetencer, at løsningerne er originale, og at projekterne er baseret på samarbejder mellem såvel erhvervets parter som forskningsinstitutioner. De udvalgte projekter er efter bestyrelsens vurdering af høj kvalitet, siger Mikael Thinghuus, som er bestyrelsesformand i GUDP.

Samtlige 18 projektbeskrivelser fra første ansøgningsrunde bliver offentliggjort til september 2016.