Gennem de sidste mange år har dansk landbrug været inde i en dyb lavkonjunktur.

Men der er lys forude. Landbrugskrisen er forbi. Det skriver finans.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- 2016 bliver året, da konjunkturerne vender for landbruget.

Palle Jakobsen, markedsanalytiker hos Agrocom

En lang periode med lave fødevarepriser har fået landmænd i hele verden til at sænke deres produktion, mens efterspørgslen fortsat stiger. Det betyder, at priserne på svinekød, mælk og andre landbrugsprodukter stiger.

- 2016 bliver året, da konjunkturerne vender for landbruget. Der er grænser for, hvor længe landmændene kan producere med tab, og derfor ser vi nu, at de står i kø foran skifteretterne med deres konkursbegæringer. Billedet er det samme i resten af Europa. Derfor bremser produktionen op, siger Palle Jakobsen, markedsanalytiker hos Agrocom til finans.dk.

Mens svineproducenterne allerede har taget de første skridt på vej ud af krisen, kan mælkeproducenterne først nu begynde at skimte lys efter den dybeste krise i nyere tid.

- Meget tyder på, at mælkeproducenterne har ramt bunden og nærmer sig en vending. For mælkeproducenterne bliver der dog tale om en sej og langstrakt vending, og det kan tage helt op til et par år, inden mælkeprisen er oppe på et normalt, langsigtet niveau, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Seges til finans.dk.