Kongskilde Industries A/S og Akershus Traktor AS har netop underskrevet en aftale om, at Akershus Traktor fremover bliver importør og forhandler af Kongskildes program inden for jordbearbejdning til de norske landmænd. Aftalen gælder fra den 1. oktober 2016.

Med aftalen bliver Kongskilde eksklusiv leverandør til Akershus Traktor af redskaber til jordbearbejdning, eftersom distributøren har valgt at reducere antallet af leverandører. Konkret betyder det, at Akershus Traktor markedsfører hele Kongskildes program inden for redskaber til jordbearbejdning, herunder plove, såbedsharver, såmaskiner, stubkultivatorer og stensamlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser Kongskilde som en stærk eksklusiv partner inden for redskaber til jordbearbejdning. De har et meget stærkt program, som er baseret på viden og erfaring, og som matcher de norske landmænds behov, siger Per Ivar Hveem, importchef i Akershus Traktor.

- Akershus Traktor er en meget attraktiv partner for os, fordi de bliver eksklusiv forhandler af Valtra traktorer, og så er de kendt for at være stærke inden for jordbearbejdning, siger Kjeld Toftgaard, Nordic Sales Manager i Kongskilde Industries.

Kongskilde produkterne er godt kendt af Akershus Traktor, eftersom de tidligere var en del af Lantmännen Maskins forhandlernet i Norge. Lantmännen Maskin AB trækker sig fra det norske marked, men de har etableret en ny struktur, hvor Akershus Traktor AS fremover er importør og via en række afdelinger er forhandler af maskiner til norsk landbrug, herunder Kongskilde.

Akershus Traktor har 10 afdelinger fordelt i hele Norge, 115 ansatte og omsætter for 650 millioner norske kroner. Virksomheden ejes af Lantmännen Maskin AB.

Kongskildes program inden for græs markedsføres fortsat på det norske marked af Maskin & Redskap AS.