Danespo har i sæsonen 2015/2016 haft sin største omsætning af læggekartofler nogensinde. Det kommer nu selskabets avlere til gode i form af den største efterbetaling i fem år.

- Danespo fylder 30 år den første juli. Vi glæder os derfor over at kunne markere fødselsdagen med i år at betale avlerne en højere pris for deres læggekartofler. Avlerne blev informeret om efterbetalingen på det årlige sæsonevalueringsmøde i sidste uge, og det er vores helt klare indtryk, at de som en generel betragtning er godt tilfredse, siger Steen Bitsch, CEO i Danespo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Især sorten Royal har haft endnu en stærk udvikling og den samlede betaling for denne sort beløber sig til knap 200 kroner pr. 100 kg.

- Vi har fortsat meget positive forventninger til udviklingen af sorten, såvel på det danske som på det internationale marked, siger Steen Bitsch.

Danespo forædler, producerer og handler med spise- og læggekartofler. 80 procent af læggekartoflerne afsættes på eksportmarkederne i Nordafrika, Mellemøsten og Europa, mens spisekartoflerne under varemærket Danespo food sælges til hjemmemarkedet og det øvrige Skandinavien. Danespo har endvidere datterselskaber i Tyskland, Holland og Frankrig. Danespo er ligeligt ejet af DLF og Florimond Desprez med hver 49 procent, de resterende to procent ejes af avlere og medarbejdere.