Fredag den 17. juni og lørdag den 18. juni bød LandboNord velkommen til dette års udgave af Hjørring Dyrskue med blandt andet en udvidet og optimeret dyrskueplads, en ny outdoor udstilling og mad med insekter.

Da billetsalget blev gjort op lørdag eftermiddag havde cirka 26.000 personer, hvilket var lidt mindre, end arrangørerne forventede. Alligevel gav weekenden anledning til stor glæde i LandboNord:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Rigtig godt skue, som blev afviklet stort set efter tidsplanen. Vi håber de mange gæster og alle vores udstillere har haft en god oplevelse, siger dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen fra LandboNord.

Også den nye Dyrskuebestyrelse er godt tilfredse med forløbet af de to stemningsfyldte dage og de nye tiltag i Hjørring.

- Vi er utrolig tilfredse. Alt det vi har sat i gang er blevet godt modtaget. Nu har jeg været rundt på næsten hele pladsen, og jeg kan ikke finde en der er utilfreds med noget - kun lidt praktiske ting, men det er i småtingsafdelingen, så ellers et super godt skue. Alle er glade, og der har været god stemning, siger formanden for Dyrskuebestyrelsen, Jens Myhren.