Andelsmejeriet Arla sætter fra september gang i det virksomheden selv kalder en strømlining af to svenske mejerier.

Det drejer sig om Kallhäll i Stockholm og mejeriet i Jönköping, og ændringerne kommer til at påvirke 90 ansatte på de to mejerier. Ændringerne kommer i høj grad til at bestå af nye arbejdsplaner og arbejdsopgaver, som skal øge effektiviteten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Arlas første prioritet er vores ejere - Arlas landmænd. Disse ændringer er en del af Arlas konstante arbejde for at sænke udgifterne ved at blive mere fleksible og effektive. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de folk, der bliver påvirket af disse ændringer, så de kan få nyt job, siger Jens Skovbo Ingvardsen, der er Vice President for mælk og yoghurt hos Arla.

Det er endnu ikke afklaret, hvor mange af de 90 ansatte, der bliver opsagt. Det skal afgøres ved lokale forhandlinger. Arla oplyser, at man håber, at afskedigelserne kan løses ved naturlig afgang samt pension. Det forventes, at ændringerne er gennemført i løbet af fjerde kvartal af 2016.