- Reelt set skal majsen først bruge kvælstoffet i juli og august, så det er lang tid fra gyllen blev nedfældet i april, fortæller Sven Erik Pinstrup, planteavlskonsulent hos Landbo Limfjord.

- I 2015 havde vi et meget vådt år, hvor udvaskningen var fra 80 til 100 kg N i majsmarker på sandede jord, og det finder vi jo først ud af i juni, og hvor tager vi så det manglende kvælstof fra? Skal det være fra græsmarkerne eller måske næste års gødningsplan, spørger Sven Erik Pinstrup og påpeger, at alternativet kan være at droppe nedfældningen af gylle i foråret, og i stedet bringe gyllen ud på majsen i juni i stedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udkørsel med udlægger

Det kan både være besværligt og tidskrævende at udbringe gyllen med gyllevogn og nedfælder med sprøjtehjul i juni måned.

- Gyllevognen er lang, og bare marken er det mindste skrå, så kræver det som minimum redskabsstyring på nedfælderen, for at den ikke skal ødelægge majsrækkerne, fortæller Sven Erik Pinstrup.

- Derimod er en selvkørende gylleudlægger en interessant maskine til formålet, som med sprøjtehjul kan køre mellem rækkerne.

- Jeg var noget spændt på at se, om slangen, som føder udlæggeren kunne styres mellem majsrækkerne, men det gik overraskende godt, forklarer Sven Erik Pinstrup.

Forsøget foregik hos Madsen Bioenergi på Salling i det nordvestjyske hvor 12 hektar majs fik udlagt 35 ton biogasgylle pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu bliver det spændende at følge marken igennem året, og se om det giver en forskel sammenlignet med de marker, som fik nedfældet gylle forud for pløjning i april.