På grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse på slagteriet i Horsens, har Danish Crown nu valgt at sende grise til slagtning i Tyskland.

Kombinationen af over 70.000 tabte slagtninger grundet den verserende konflikt, en konflikt blandt Fødevarestyrelsens tilsynsteknikere i april og forårets helligdage har sendt Danish Crown så langt bagud med slagtningerne, at det af hensyn til dyrevelfærden er nødvendigt at slagte danske grise på koncernens slagteri i Essen syd for Bremen i Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er første gang, vi kører danske grise til vores slagteri i Tyskland.

Søren F. Eriksen, direktør for Danish Crown Pork.

- Det er første gang, vi kører danske grise til vores slagteri i Tyskland. Det sker, fordi mange af vores landmænd er presset på plads i staldene, og når det så samtidig er varmt, må vi simpelthen gøre, hvad der er muligt for ikke at gå på kompromis med dyrevelfærden, siger Søren F. Eriksen, der er direktør for Danish Crown Pork.

Normalt ville Danish Crown kunne indhente det tabte gennem overarbejde på de danske slagterier, men sommerferien betyder, at Danish Crowns kapacitet i Danmark hen over sommeren kun lige rækker til at slagte de grise, landmændene tilmelder til slagtning uge for uge.

Grisene, der skal slagtes på Danish Crowns tyske slagteri i Essen, vil blive hentet i den sydligste del af Jylland, så transporttiden begrænses til et absolut minimum.

- Det er langt fra nogen optimal løsning at køre grise til slagtning i Tyskland, men vi står i en ekstrem situation, så vi har ikke rigtigt andre muligheder. Jeg vil dog gerne understrege, at der er tale om en midlertidig løsning, siger Søren F. Eriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er foreløbigt planen at sende mellem 10.000 og 15.000 grise til slagtning i Tyskland i den kommende uge.