Maskinbladet, Tyskland

Med en årlig produktion på 1.700 maskiner og 220 medarbejdere, så er Köckerling bestemt ikke en af de store tyske maskinproducenter, når man kigger på antal maskiner og medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har ingen muligheder for at udvide, og derfor forventer vi at starte et større byggeprojekt om to år.

Stefan Kröger, Köckerling.

Men den tyske virksomhed skiller sig alligevel markant ud på markedet på flere områder.

Blandt andet var Köckerling de første til at vise hydraulisk dybdejustering af arbejdsdybden fra traktorkabinen. Köckerling kom også først med hæk-tank-princippet, hvor der kan nedfældes gødning eller måske sås afgrøder sammen med dybdeharven - og endelig viste de i 1998 den berømte jord-til-jord pakker, som nu er gået over i historien og efterhånden blevet "allemandseje" på stort set samtlige producerede harver - uanset farve og mærke. Hos Köckerling kaldes jord-til-jord pakvalsen for STS (Soil-to-soil)

Mange maskiner

Faktisk har Köckerling produceret 380.000 STS-pakvalser siden 1998, og bare i Köckerlings produktprogram er der 80 forskellige STS-valser.

Produktprogrammet fra Köckerling omfatter desuden 14 forskellige harver, seks såmaskiner og en græsmarkstrigle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens græsmarkstriglen udgør fire procent af produktion, så udgør såmaskiner 36 procent og de sidste 60 procent af produktionen består af harver.

Hele produktionen foregår i Verl, ikke mange kilometer fra Claas, Grimme og Strautmann som har hovedkvarter inden for en meget kort afstand.

- Det gør samtidigt, at vi har meget kvalificeret arbejdskraft i området, med mange dygtige ingeniører og produktionsmedarbejdere, fortæller Stefan Kröger, der er marketingansvarlig hos Köckerling.

Selve produktionen foregår på nuværende tidspunkt på flere adresser, da fabrikken efterhånden er blevet for lille, og byen er vokset rundt om fabrikken.

- Vi har ingen muligheder for at udvide, og derfor forventer vi at starte et større byggeprojekt om to år, hvor en 10 hektar grund er fundet og klar til at byggemodne, ligeså snart de sidste tilladelser falder på plads, fortæller en spændt Stefan Kröger, der påpeger, at den nuværende produktion strækker sig over knap en hektar produktion under tag, mens der med den nye fabrik, er tale om fem hektar under tag, og fem hektar plads til opbevaring af materialer og maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fokus på kvaliteten

Köcklering har stor fokus på kvaliteten i produktionen og det ses flere steder.

- Vi har altid to leverandør af alt, det giver dels en sikkerhed for levering, og dels tjekkes alle materialers kvalitet altid, før de kommer ind på fabrikken. På den måde kan vi også holde leverandørerne op mod hinanden, fortæller Stefan Kröger.

Når rammerne svejes sammen, så bankes der et 'stelnummer' ind i harven. Hver medarbejder har sit eget nummer:

- Hvis der skulle blive problemer med et redskab, kan man altid finde tilbage til den person, som har svejset rammen sammen, og måske undersøge, om der er problemer med svejseren eller andet, som måske har forsaget et nedbrud. Det er lidt det samme, som når vi sætter vores underskrift på en købsaftale - vi vil gerne garantere, at vi leverer et kvalitetsprodukt.

Produktionen kører seks dage i ugen både dag og nat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er dog knap så mange, der arbejder om natten, og her er det kun basale svejsninger, der udføres. Alt samling af maskinerne foregår om dagen, da vi ser en tendens til, at mennesker arbejder bedre om dagen, og vi derved kan sænke vores fejlprocent, fortæller Stefan Kröger.

På fabrikken er der 42 svejsestationer, som betjenes af mennesker og tre svejserobotter. Når rammerne er skåret til og svjeset sammen, så sendes langt største delen af rammerne ud i byen for at blive malet:

- Vi maler kun ganske få ting selv, forbi vi ikke har ordentligt plads på fabrikken. Når den nye fabrik bliver bygget, så vil vi foretage alt malearbejdet selv.

Alle maskiner produceres efter ordre, og der produceres altid 20 til 40 maskiner af én slags, før man tager et andet produkt fra programmet. Det betyder også, at der er fire til seks ugers leveringstid på et Köckerling-redskab.

Lige nu producerer fabrikken 10 maskiner om dagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejde

Der går gerne 24 måneder fra en ny ide til et redskab, til det færdige redskab sættes i produktion.

- Vi starter altid med at lave en prototype, som vi kører i marken med, og enten holder maskinen, eller også brækker den sammen, forklarer Stefan Kröger.

Hvis redskaber brækker sammen skal det forstærkes, hvis det holder, tages næste skridt i udviklingsfasen, som er 3D-tegninger af maskinen og derefter laves der 15 til 20 maskiner, som sættes ud til test hos landmænd.

- På dette tidspunkt er der cirka gået et halvt år, og nu kører maskinerne i halvandet år hos landmænd, hvor vi hele tiden følger maskinerne og opdager, hvor der skal optimeres, før redskabet er klar til produktion, fortæller den tyske marketingansvarlig hos Köckerling.

Han fortæller også, at fordelen ved at samarbejde tæt med landmænd, er at de straks ringer, hvis redskaber brækker sammen, eller der sker noget andet. Så der er hurtig respons, hvis ikke produktet holder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har altid vist sig, at i løbet af de to år, som udviklingsprocessen tager, har der altid været noget der skulle udskiftes, inden den endelige maskine er klar.

Lang historie

Den 90 årige Friedrich Köckerling har stadig sin gang på fabrikken, hvor han kommer hver dag, dog uden at have en masse opgaver.

Det var Friedrich Köckerling, der sammen med sin bror, Henrich Köckerling, startede produktionen tilbage i 1953, da de overtog faderens smedjeværksted.

De første redskaber var til heste, og gennembruddet kom, da Scleuderegge-harven blev præsenteret. En lille harve som både kunne bruges efter hest og traktor, og det gik så stærkt, at man allerede efter to år måtte se sig om efter større lokaler.

Her byggede man nyt værksted, kontor og beboelse i Verl, hvor fabrikken ligger den dag i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 1960 var der 20 medarbejdere som havde produceret knap 6.000 Scleuderegge-harver på fem år. Medarbejderstaben steg med 10 personer om året de efterfølgende år, og efterhånden som produktionen blev udvidet med harver fra 1,5 til 3,0 meter, så begynde eksporten også til både England og Frankrig.

Store maskiner i øst

Efter jerntæppet faldt i 1989 åbnede der sig helt nye markeder for Köckerling, som pludselig mødte kunder, der ikke blot dyrkede 20 til 80 hektar, men i stedet 500 eller 5.000 hektar.

- Det betød, at vi fik gang i større arbejdsbredder og skulle konstruere maskinerne kraftigere. Det ville have været bedre at sælge mange små redskaber, og på den måde holde gang i beskæftigelsen i det tidligere Østtyskland, men det var et meget stort problem at finde ordentligt chauffører, så løsningen blev større maskiner og dermed færre chauffører i marken.