Det kan synes paradoksalt, men energiselskaberne giver tilskud til, at danske virksomheder og privatpersoner bruger mindre energi. Og det er der penge i for landbruget. Landmænd, godsejere og gartnere fik således knap 25 millioner kroner i 2015 som hjælp til at gennemføre energibesparende initiativer.

Millionbeløb i 2016

- Vi mærker en solid interesse blandt andet fra gartnerier og landmænd, der ønsker at mindske deres CO2-udledning og gerne vil høre om mulighederne for at få tilskud,

Palle Yde Poulsen, Afdelingsleder Dong Energy

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afdelingsleder Palle Yde Poulsen forventer, at Dong Energy også i 2016 vil udbetale et tocifret millionbeløb i tilskud til energibesparende tiltag i landbruget.

- Vi mærker en solid interesse blandt andet fra gartnerier og landmænd, der ønsker at mindske deres CO2-udledning og gerne vil høre om mulighederne for at få tilskud, så det bliver nemmere at finde penge til investeringen. Jeg er glad for, at det gode samarbejde kan fortsætte, og jeg er sikker på, at vi sammen med rådgivere i landbruget kan finde mange besparelser, siger Palle Yde Poulsen.

Dong Energy har udbetalt tilskud til projekter inden for varmegenvinding, udskiftning til LED-belysning i gartnerier, efterisolering af bygninger, konvertering fra olie og gas til biomasse samt udskiftning af ældre halmkedler.

- Nordruplund Gods på Vestsjælland sparer årligt 70.000 kroner på deres varmeregning, efter de udskiftede deres 25 år gamle halmkedel til en ny og mere effektiv. Projektet havde oprindeligt en tilbagebetalingstid på fem år. Med et tilskud på 200.000 kroner fra Dong Energy er udskiftningen betalt hjem på under to år, udtaler energirådgiver Mogens Thomsen, Dong Energy.

Sparer 100.000 kroner

De godser, landbrug og gartnerier, der modtog tilskud fra Dong Energy i 2015, har opnået en gennemsnitlig årlig besparelse på over 100.000 kroner på deres el- eller varmeregning. Besparelsen kommer oven i de 250.000 kroner, som er det gennemsnitlige tilskud fra Dong Energy.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en simpel proces at søge om tilskud til energiforbedringer, men desværre oplever Dong Energy, at der bliver ansøgt for sent.

- Det er vigtigt, at vi bliver kontaktet, inden projektet startes. Vi kan ikke yde tilskud til projekter, som er igangsat, før der er lavet en aftale omkring tilskud. Sådan er reglerne i tilskudsordningen, forklarer Palle Yde Poulsen.

Energiselskabernes tilskud til energioptimering bygger på en politisk aftale, der forpligter selskaberne til at hjælpe sine kunder med at realisere energibesparelser. Baggrunden for tilskudsordningen er et udbredt ønske om at reducere udledningen af CO2.