Når Grindsted Landbrugsskole fredag den 20 maj holder Farm Festival får gæsterne mulighed for at se et imponerende falke show. Man vil kunne opleve suset af falken, når den kommer flyvende tæt forbi, og høre en underholdende historie om liv og død, mad, rovfugle, natur og kulturel verdensarv.

Til Farm Festivalen er der gratis adgang, og det hele starter klokken 13.00, hvor eleverne fra Grindsted Landbrugsskole står klar til at vise rundt og fortælle om landbruget her i lokalområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne vise, hvad vi laver her på skolen og give børnene et indblik i, hvordan landbruget fungerer. Samtidig får vores landbrugselever mulighed for at teste sig af som formidlere, da det er dem, der skal guide børnene i gennem de mange aktiviteter, som man kan opleve på Farm Festivalen, fortæller Kurt Østergaard, forstander på Grindsted Landbrugsskole.

Det bliver en fest for hele familien med dyrskue, mulighed for at se elevernes traktorer, en kæmpe halmborg, malkning af en ko, karamel-jagt i kornet og naturfagsudstilling. Derudover har eleverne på Agrarøkonomuddannelsen skabt en fødevaremesse under overskriften: "Få sanserne i spil". Her vil børn få udfordret deres sanser og på en sjov måde lære om landbruget.

Til Fødevaremessen deltager en række lokale producenter, så de besøgende kan se hvilke fødevarer, som kan købes her i lokalområdet. Det er bl.a. kartofler og grøntsager, men der er også mere anderledes produkter, for eksempel kan du se produktion af melorm og meget andet.