Eu vil måske indføre et system, som skal reducere landbrugets udledning af klimagasser på en sådan måde, at det vil gå hårdest ud over det danske landbrug. Det skriver Finans.dk.

Mediet henviser til eksperter på Joint Research Centre, som hører under EU-kommissionen, der mener, at de nye krav vil betyde, at den danske produktion af oksekød vil halveres og produktionen af mælk vil reduceres med knap en fjerdedel. Produktion af svinekød vil falde med 14 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undersøgelser viser, at vi i Danmark er blandt de mest klimaeffektive i Europa, idet vi over de sidste 25 år har reduceret udledningen af klimagasser med 21 procent, mens vi har øget produktionen med 14 procent.

- Det er et fuldstændig vanvittigt system, der nu indføres. EU forlanger, at der skal gøres den største indsats i de lande, hvor man i forvejen er nået længst, og hvor det derfor koster mest at nå endnu længere. Konsekvensen bliver, at man presser landbrugsproduktion væk fra de mest klimaeffektive lande - som Danmark. Produktionen flytter i stedet til lande, hvor udledningen i dag er højere og de fremtidige reduktionskrav er lavere, fortæller professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet til Finans.dk.

Inden 2030

Det ventes, at dansk landbrug vil blive pålagt at reducere udledningen af klimagasser yderligere omkring 37 procent inden 2030. Årsagen til, at Danmark pålægges så høje reduktionsforpligtelser er, at EU har indført et system, som indebærer, at de rigeste lande skal reducere udledningen mest. Danmark har det næsthøjeste bruttonationalprodukt pr. indbygger i EU og pålægges derfor et tilsvarende højt reduktionskrav.

Tirsdag indledes forhandlingerne om de kommende klimakrav i Bruxelles, og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen foræller til Finans, at kravet er fuldstændig urimeligt.

- Vi er helt indstillet på, at der skal gøres en indsats for et bedre klima. Det fremmer bare ikke den proces, hvis vi undervejs får slået verdens mest klimaeffektive landbrug ihjel og får flyttet produktionen til lande, hvor udledningen er højere,fortæller Esben Lunde Larsen til Finans.dk.