Kina har i en lang periode været i voldsom vækst, og mange flytter til byerne. Dermed er der i landbruget et behov for at producere mere med færre hænder. Og det er dansk landbrug eksperter i. Derfor fik Seges fredag besøg fra verdens mest befolkede land.

Siden slutningen af Anden Verdenskrig er landbruget blevet i stand til at producere i meget store mængder, mens behovet for manuel arbejdskraft er faldet markant.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Derfor besøgte en delegation fra det kinesiske fødevareministerium i denne uge i Danmark.

Væksten har skabt nye udfordringer

Kina har en enorm landbefolkning, men landet har svært ved at fortsætte sin udvikling, så længe beskæftigelsen i høj grad findes i den primære sektor.

Men det er ikke lige til at lave om på, når man har en voldsomt stor befolkning, der fortsat skal brødfødes.

- Vi har stor vækst, men det medfører også store udfordringer, siger Zhang Hongyu, der er en højtstående embedsmand i det kinesiske fødevareministerium.

- Globaliseringen og konkurrencen internationalt betyder, at vi er nødt til at flytte folk fra de primære erhverv, og dermed skal vi producere mere med færre hænder, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark skal hjælpe Kinas landmænd

Men det er ikke kun effektivitet, kineserne vil lære af det danske landbrug. For mens landbrugsproduktionen i Danmark er steget med 15 procent siden 1990, er udledningen af drivhusgasser faldet med 23 procent, og både kvælstofoverskuddet og ammoniaktabet er faldet med 43 procent.

- Dansk landbrug er førende i verden. I har nogle unikke styrker, også inden for udvikling og evnen til at konkurrere internationalt. Vi kan lære meget her, og det kan hjælpe vores regering med at hjælpe landmændene i Kina, siger Zhang Hongyu.

Kendt for vores rådgivningssystem

Hos Seges er man glade for, at en så stor industri som det kinesiske landbrug lægger mærke til, at Seges har en meget stor viden på området.

- Det viser jo, at den model vi har i Danmark er anerkendt på verdensplan. Vi er kendt for vores andelsbevægelse og rådgivningssystem, og i Seges har vi ofte besøg fra udlandet, fordi andre lande ønsker at trække på vores erfaringer, fortæller direktør i Seges Planter & Miljø, Ivar Ravn.

- Og så vil de jo også gerne høre om udviklingen i vores landbrug. Vi er gode til mange af de ting, som de ønsker at blive bedre til. Så de vil gerne høre, hvordan vi har gjort, siger han.