DCH International har en ambitiøs vækststrategi. Planen kræver betydelig tilførsel af kapital, hvorfor DCHI har valgt at indgå samarbejde med en investor. ADM Capital vil investere 20 millioner Euro i aktiekapital i et nyt joint venture selskab. Der gennemføres i øjeblikket en due diligence med henblik på at få lukket og formaliseret investeringsaftalen. Ledelsen i DCHI forventer endegyldigt at kunne lukke aftalen med ADM medio 2016. Direktør, Lars V. Drescher, fortalte på generalforsamlingen:

- I ADM Capital ser vi den helt rigtige finansielle- og strategiske partner. Vi deler de samme målsætninger for selskabets udvikling og har de samme høje ambitioner for drift og resultater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vækststrategien indeholder bl.a. en fordobling af produktionen. Første skridt er gennemførslen af to specifikke farmprojekter i Rumænien. Den ene farm vil blive udviklet som et so-site med 5.200 søer og den anden farm som et slagtesvinesite med en årlig produktion på 176.000 slagtesvin. DCHI undersøger fortsat potentialet i også at etablere sig i et nyt land.

Tilfredsstillende 2015

Bestyrelsesformand Carsten Lind Pedersen udtrykte i sin beretning tilfredshed med det opnåede resultat på 5,4 millioner Euro efter skat. Det indtjeningsmæssige pres i 2015 er til dels opvejet af en øget effektivitet. 2015 har været præget af selskabets hidtil største udvidelse. Kapaciteten i Rumænien er øget fra 8.500 til 12.000 søer med fuldt integreret slagtesvinsproduktion. Samtidig er der bygget en helt ny foderfabrik. Byggeprocessen samt indkøring på de nye farme er gået over alle forventninger.

Formandsskifte

Bestyrelsesformand, Carsten Lind Pedersen, oplyste, at han ønsker at fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem og derfor trækker sig som formand.

- Jeg vil stadig deltage i udviklingen af DCHI. Virksomheden ligger mit hjerte nært, og er et fantastisk fællesskab at være en del af. Men samtidig ønsker jeg at frigøre lidt mere tid til andre aktiviteter. Han understreger, at formandsskiftet på ingen måde skyldes uenigheder i bestyrelsen, og at han 100 procent bakker op om den nye formand, Torben Svejgård.

Torben blev valgt ind i bestyrelsen på generalforsamlingen i 2015 og er enstemmigt udpeget af bestyrelsen som ny formand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er både stolt og ydmyg over for opgaven, og glæder mig til at være en del af den udvikling og meget spændende rejse DCHI har begyndt, fortæller Torben Svejgård.

De nuværende 6 medlemmer i DCHI?s bestyrelse blev alle genvalgt.