Arla meldte i foråret 2015 ud, at mejeriet ønskede at øge indvejningen af økologisk mælk fra Danmark og Nordtyskland med 150-200 kg mælk, og nu skriver Økologi & Erhverv, at målet er nået.

- I dag har vi 232 millioner kilo potentiel øko-mælk på Arlas bruttoliste over danske andelshavere, der er interesserede i at omlægge til økologisk produktion. Eftersom målet er ved at være nået, vil der være nogle andelshavere fra bruttolisten, der ikke kommer til at levere økologisk mælk i denne omgang - medmindre der opstår et ændret behov i den nærmeste fremtid, eller at andelshavere, der er skrevet kontrakt med, ombestemmer sig og vælger ikke at indgå bindende aftale med Arla, siger Theis Brøgger, der er pressechef hos Arla, til Økologi & Erhverv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I øjeblikket er mange mælkeproducenter ved at lægge om til økologi, men når Arla nu har ramt målet, ventes det, at antallet af omlægninger vil falde drastisk.

- Det vil jo ikke give nogen mening for landmændene at lægge om til økologi, hvis ikke der er et mejeri til at aftage mælken, så jeg forventer stort set ikke at skulle lave flere omlægningstjek hos mælkebønder, når Arla har nået sit mål, siger Peter Søndergård, økologikonsulent i Økologisk Landsforening til Økologi & Erhverv.