Abonnementsartikel

Trods en relativt lav produktivitet er det i australsk svineproduktion muligt at generere en tilfredsstillende indtjening.

AUSTRALIEN. I Sydaustralien har svineproducenterne absolut ingen grund til at beklage sig. Trods en produktivitet, der ikke står mål med den danske, er indtjeningen på en sydaustralsk svinefarm med 75 årssøer og levering af slagtesvin meget tilfredsstillende. Når alle omkostninger er trukket fra, er der netto til svineproducenten, 40.000 gode australske dollar. Det er Nathalie & Renus Bos, Bos Piggery, i Mid North-regionen i Sydaustralien, der sidste år præsterede det pæne resultat på deres mindre smågriseproduktion med salg af slagtesvin.

- I år bliver det endnu bedre. Afregningspriserne har været stigende, og med en uændret foderpris kan det kun gå godt, lyder det fra en optimistisk smågriseproducent, der kun sporadisk har hørt om Ruslands EU-boykot, alt imens hans afregningspris er steget.

Farvel til miljøbøvl

For 16 år siden sagde Nathalie & Renus Bos definitivt farvel til Holland, og samtidig til miljøbøvl og priser, der ikke matchede produktionsomkostningerne. De havde det også ligesom mange danske svineproducenter har det i dag; myndighedskravene fik en for stor negativ indflydelse, ikke blot på produktion og indtjening, men også på livet som svineproducent.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I erhvervsvenlige Australien investerede de i en smågriseproduktion i Sydaustralien med et jordtilliggende på 10 hektar. Her har de fundet den ro, der har gjort deres svineproduktion til en daglig fornøjelse, og modsat tidligere tjener de penge på deres indsats. På de 10 hektar har Bos tilladelse til 500 søer, og når der ikke er noget harmonikrav skyldes det, at svineproducenten, og for den sags skyld mælkeproducenten, gødsker efter afgrødens behov og sælger den gødning, han får i overskud.

Bæredygtig produktion

Med 75 søer og salg af slagtesvin hører Renus Bos til de små, men der er altså tilstrækkeligt økonomisk råderum til, at også denne produktionsstørrelse er bæredygtig. Bos sælger alle slagtesvinene ved 100 kilo, og samtlige leverer de til det lokale marked i Dublin.

- Auktionssystemet er retfærdigt, det er nemt, og så passer det til os mindre producenter, der ikke har specialaftaler med supermarkeder og slagtehuse, fremhæver han.

På Dublin markedet den 26. maj blev slagtesvin budt op til 2,75 AUS dollars, ornegrise (grisene kastreres ikke) gik for 2,57 AUS dollars og søer blev betalt med 3,60 AUS dollars. I runde tal er det 14 kroner pr. kg slagtesvin.

Lukket besætning

Den eneste avlsmæssige kontakt til omverdenen er ornesæden fra PIC. Den leveres til døren med kurér fra Victoria. I hele Sydaustralien er der godt 200 svineproducenter, og bortset fra en enkelt i nabolaget med 500 søer, skal Renus Bos langt omkring for at besøge en kollega. Også leverandørerne er på afstand. Det gør det hele lidt mere besværligt, og det kræver, at man indretter sig. Han satser derfor på holddrift, med insemineringer hver tredje uge. Gyltene synkroniseres og skulle der være et par smuttere, har han tre orner til at tage sig af den del af opgaven.

Fodring

Samtlige blandinger på foderplanen er lukkede. Bortset fra prisen, er energi- og lysinindhold den eneste viden Renus Bos har om blandingerne. Åbne blandinger er en mulighed, de er billigere, men med potentialet i PIC-genetikken mener han, at en vis merpris er pengene værd.

Staldsystem

Søerne skal også i Australien være løsgående, det kræver loven med deadline i 2017, men allerede nu kan 70 procent af søerne Down Under opleves i fri dressur, fordi de to store supermarkeder, der står for 70 procent af detailhandelen på hele kontinentet, allerede fra sidste år krævede kød fra løsgående produktionssystemer.

På Bos Piggery er planen klar med et projekt til 250 søer. Nybyggeriet vil efter planen være klar til de første løsgående søer i midten af 2016. I lovkravet er der indføjet den modifikation, at søerne, af hensyn til risikoen for abort, kan være fikseret indtil fire uger efter konstateret drægtighed.

Import/eksport

2.575 ton svinekød, heraf 870 ton fra Danmark, bliver hver uge importeret til de australske forbrugere. De australske svineproducenter producerer andre knapt 7.000 ton hvoraf de 670 ton eksporteres. Med under 400 gram til hver om ugen skal forbrugerne være på tæerne ved supermarkedets køledisk, hvis de vil have svinekød, men indtil nu har det begrænsede udbud dog ikke givet anledning til kødannelse. Med en fårebestand på 70 millioner følger en tradition med fårekød på det australske middagsbord, men dette er blevet dyrt, og også oksekødet har taget et prishop, hvorfor svineproducenterne ser frem til større efterspørgsel og en endnu bedre pris.

Et højprismarked

Australien er et højprismarked, men alt importeret svinekød skal varmebehandles og forædles inden det når ud til supermarkederne.

Kunne svinekødet fra Danmark, Canada og USA markedsføres og sælges som ferskt kød i fri konkurrence med det australske kød, ville driftsresultatet på Bos Piggery sikkert give anledning til panderynker.

Med varmebehandlingen og forædlingen fordobles kødets værdi, og det kan derfor sælges som "made in Australia". Dette er de australske svineproducenter rasendes utilfredse med. Hvis kødet kommer fra Danmark hævder de, at det tydeligt skal fremgå at kødet er importeret, men da deres produktion kun dækker 70 procent af hjemmemarkedet, og med den begrænsede priskonkurrence er det vanskeligt at følge den holdning.

Australske svineproducenter producerer til et marked, hvor de er delvist beskyttet mod udefra kommende konkurrence, og derfor kan de holde fanen højt.