Et nyt IT-system i NaturErhvervstyrelsen har betydet, at cirka 1300 økologiske landmænd har måttet vente flere måneder på at få udbetalt deres økologitilskud på samlet cirka 75-100 millioner Kroner. Pengene skulle have været udbetalt i december, men først siden begyndelsen af marts er der kommet penge ud til landmændene.

Årsagen er, at et nyt it-system ikke har kunnet håndtere de specielle økologiske tiltag som for eksempel naturpleje, reduceret kvælstof eller ansøgninger om støtte, der er regulerede efter kontrolbesøg. Men nu har 80 procent af ansøgerne fået deres penge, lyder det i en ny udmelding fra NaturErhvervstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pressede på likviditeten

Det glæder Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

- Vi har fulgt op med Naturerhvervsstyrelsen næsten dagligt siden januar. Det er rart at det har båret frugt i form af en højt prioriteret indsats for at få så mange sager igennem det nye it system så hurtigt som muligt, siger økologiformanden i en pressemeddelelse.

I udmeldingen fra Naturerhversstyrelsen står også, at de allerfleste landmænd vil have modtaget deres tilskud inden 1. juli 2016.

- Det er virkelig en vigtig melding at man forventer at næsten alle sager er afsluttet inden sommerferien. Selv om afsætningen er god lige nu, så er der fortsat mange økologiske landmænd som er hårdt pressede på likviditeten, så hver eneste måned med manglende udbetaling tærer hårdt, siger Hans Erik Jørgensen.