Der er penge i omlægning til økologi. Det er hovedkonklusionen, når en mælkeproducent i dag får lavet et omlægningstjek, og han skal overveje, om omlægningsstøtte og en bedre mælkepris er de to afgørende faktorer på vægtskålen. LMO er aktuelt i konkret dialog med 13 mælkeproducenter, der står på spring til at blive økologer, og her kalkulerer rådgiverne med et økotillæg på 80 øre pr kilo mælk.

- Det er meget positivt, at der kan flyttes produktion fra konventionel til økologisk, da det øger den samlede omsætning i dansk mælkeproduktion. Dermed er der også mulighed for en bedre bundlinje hos vores kunder, siger kvægchef Christian Børsting fra LMO og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt at have fokus på bundlinjen, da der er mange andre ting end mælkeprisen, der ændrer sig, når man lægger om til økologisk mælkeproduktion.

Christian Børsting, kvægchef LMO

- Økotillægget spiller en pæn rolle i beslutningsprocessen men kan naturligvis ikke stå alene. Bæredygtig økonomi er grundtanken bag vores rådgivning til dig som landmand, når du overvejer at blive økolog. Det er vigtigt at have fokus på bundlinjen, da der er mange andre ting end mælkeprisen, der ændrer sig, når man lægger om til økologisk mælkeproduktion.

Kan økologisk mælk redde markedet?

Verdensmarkedsprisen har meget svært ved at stige, dog steg den på Global Dairy Trade med 2,1 procent tirsdag 5. april, så det er positivt, at der kan afsættes noget mælk på lidt alternativ vis og vel at mærke til en højere pris, mener cheføkonom Hans Fink.

- Det er dog væsentligt at have for øje, at hvert kilo der i stedet produceres økologisk skal erstatte et konventionelt, da efterspørgslen efter mælk stort set er uændret i vores del af verden. Så jeg vurderer umiddelbart ikke, at mere økologisk mælk kan skabe mirakler på markedet her og nu, men det kan afgjort være en saltvandsindsprøjtning til landmændenes økonomi, siger Hans Fink.

Der forventes gode afsætningsmuligheder på eksportmarkedet fremover. I Tyskland øges økomarkedet nærmest dag for dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror på, at der er et stort potentiale for eksport af blandt andet økologiske oste i dansk mejeribrug. Danske landmænd er generelt hurtigere til at lægge om end fx tyske landmænd, hvor vi oplever, at barrieren for at konvertere til økologi er højere end i Danmark. Det kan give øgede afsætningsmuligheder for danske produkter, fordi de tyske landmænd ikke kan følge med forbrugernes efterspørgsel, mener kvægchef Christian Børsting.