På såteknik er Amazone første og fremems kendt for kombisæt bestående af rotorharver og enten traditionelle mekaniske såmaskiner eller pneumatiske såmaskiner. Men den tyske fabrikant har i adskillige år også produceret såsæt hvor jordbearbejdningen foretages af to rækker tallerkner.

Den brugte Amazone Cirrus 4001 Special er set hos Ringe Maskinforretning A/S. Maskinen er fra 2009 og har en arbejdsbredde på fire meter. Typebetegnelsen Special refererer til at såmaskine er med RoTec+ såskær. Cirrus 4001 blev også produceret i en version med typebetegnelsen Super. På den anvender Amazone PacTeC såskær, hvor såskærene er monteret i et parallelogram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Såsystemet er ikke særligt udbredt her i landet

Målrettet pakning af jorden

Amazone Cirrus 4001 bearbejder jorden med to rækker tallerkner. Tallerknerne har en diameter på 400 millimeter og er monteret i gummiophæng, som giver tallerknerne mulighed for at undvige jordfaste sten.

Systemet svarer til det, som Amazone anvender på harven, Amazone Catros.

Tallerknerne er fuldkantede og er monteret i en meget liggende stilling. Efter jordbearbejdningen genpakkes jorden af profilerede hjul med en diameter på 800 millimeter. Hvert hjul dækker fire såskær og har en speciel slidbane, som foretager en målrettet pakning af jorden. Der hvor udsæden placeres pakkes jorden hårdt, og imellem sårækkerne foretages der kun en moderat pakning af joden.

Når maskinen foldes til transport, løftes det yderste hjul i hvert side, og under transport løftes også de to centrale hjul under maskinen. Dermed kører såmaskinen kun på de hjul, som følger traktorens hjulspor. Det sikrer at såmaskinen ikke kører og vipper, når der køres på sporkørte veje. Transporthjulene er desuden med hydrauliske bremser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den brugte såmaskine kontrolleres fra en Amatron+ terminal, og doseringsvalsen drives af en elektromotor. Cirrus 4001 kunne også leveres med mekanisk træk af doseringsvalsen. Her indstilles udsædsmængden på et variogear. Afhængig af afgrøde og frøstørrelse anvendes der i begge systemer tre forskellige doseringsvalser, for at opnå den korrekte udsædsmængde.

Frøene blæses ud til RoTec+ såskærene, som er et skiveskærssystem med enkeltskiver, hvor der på bagsiden kører en fiberskive. Skiven, der kan indstilles i tre positioner, virker både som afskraber og dybdebegrænser. På siden af skiveskæret er der monteret en fureåbner, der danner rillen, som udsæden placeres i. Efter såskærene kommer der en meget kraftig efterharve, som sørger for at udsæden dækkes med jord.

Nye modeller med gødning

Amazone Cirrus 4001 og også den efterfølgende Cirrus 4002 var solomaskiner uden mulighed for gødningsplacering. I 2014 introducerede Amazone de nye Cirrus 03-modeller, og her er der blevet plads til modeller med gødningsplacering.

Amazone anvender ikke specielle gødningsskær men placerer gødningen sammen med udsæden. De nye 03-modeller kan leveres med hjulpakker foran de to rækker tallerkner og planerplanke efter tallerknerne. Pakkehjulene er blevet større og leveres nu med et specielt Matrix mønster, som gør det lettere at trække såmaskinen.

Kontroller sliddelene

Amazone Cirrus 4001 Speciel er bygget til at kunne så i både pløjet, harvet og ubearbejdet jord. Jordbearbejdningen foretages af to rækker tallerkner, der er monteret så de ligger meget ned. Tallerknerne arbejder bedst ved hastigheder over ti kilometer i timen, og såmaskinen kræver derfor en traktor med rimelig effekt. De nye Cirrus 03-modeller har en anden type tallerkner, som ikke kræver den samme hastighed, for at arbejde optimalt. En anden væsentlig forskeler på de to modeller er, at der ikke kan monteres planerplanke eller pakker foran tallerkensektionerne på Cirruas 4001.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Såsæden skal i jorden

Efter at jorden er bearbejdet af tallerkensektionen og pakket sammen af de profilerede hjul, er det RoTec+ såskærenes opgave, at placere såsæden i den korrekte dybde.

- RoTec såskæret er gennemtestet teknik, og for at forlænge levetiden på fureåbnerne, er de belagt med hårdmetal. Det sikrer at fureåbneren fortsætter med at lave en skarp fure til såsæden. Hvor mange hektar der kan sås med et hold skær eller fureåbner afhænger helt af hastighed og jordbundsforhold. Det er ligeledes vanskeligt at sige, hvor meget skiverne på såskærene kan slides, før de skal udskiftes. Men så længe at såsæden bliver placeret i den rigtige dybde, er der ingen grund til at skifte, men når skiverne er slidt så meget, at fureåbnerne når ud til kanten af skiverne, skal der monteres nye skiver. Som regel holder et sæt fureåbner minimum til to hold skiver, siger Søren Bollesen, salgskonsulent hos Ringe Maskinforretning A/S.

Nye bøsninger fjerner slør

Med tiden vil der opstå slør i såskærenes ophæng. Det kan få såskærene til at trække lidt til den ene side. Det har umiddelbart ikke den store betydning, men bliver det for slemt, kan sløret elimineres ved at montere nye bøsninger, og det er vigtigt, at bøsningerne skiftes, inden de er slidt igennem. Fordelen ved RoTec-systemet er, at det er let at vedligeholde, og at det kan køre i stort set alt uden at slæbe. Skal der køres i meget løst jord, tilbyder Amazone en lidt bredere dybdeføringsrulle, som sikrer at udsæden ikke bliver placeret for dybt.

Genkendelig terminal

Amazone Cirrus 4001 Special betjenes fra en Amatron+ terminal.

- Har man i forvejen enten en sprøjte, gødningsspredere eller majssåmaskine fra Amazone med en tilsvarende terminal, er det ikke blot genkendeligheden man får glæde af. Terminalen kan faktisk også anvendes til de øvrige maskiner, og på den måde er man fri for at skulle flytte terminaler rundt i de forskellige traktorer. Skal der monteres GPS på såmaskinen, kræver det en ekstra terminal i traktoren. I den nye Amatron3, som anvendes til eksempelvis Cirrus 03, er GPS-delen indbygget i terminalen, siger Søren Bollesen.