Statsstøtte til landbruget blev i New Zealand afskaffet i 1985, og det førte til en omfattende rationaliserings- og effektiviseringsbølge i landbrugserhvervet, og lige siden er produktionen vokset og vokset og udgør i dag cirka 66 procent af landets totale eksportindtægter.
Omkring 95 procent af landets totale landbrugsproduktion til en værdi af cirka160 milliarder danske kroner eksporteres til over 140 markeder verden over.
Indtil England blev medlem af EU i 1973, var New Zealand landets hovedleverandør af landbrugsprodukter især smør ost og andre mejeriprodukter. New Zealænderne levede simpelthen af deres tidligere koloniherrer. Men i 1973 var det slut, og de new zealandske bønder måtte ud på verdensmarkedet og finde andre markeder for deres produkter, især mejeriprodukter og okse- og lammekød.
Det førte til en omfattende strukturrationalisering i landbruget - en strukturrationalisering, som var en nødvendighed og især en nødvendighed efter at skiftende regeringer de sidste 30 år har fjernet al statsstøtte til erhvervet, som har skullet overleve i den hårde konkurrence på det frie verdensmarked.
Og det er lykkedes - New Zealands landbrugs udvikling de senere år er en succeshistorie, selvom det har været hårdt for landmændene, og cirka fem procent har måttet bukke under i konkurrencen. Til stadighed kæmper landmændene og deres organisationer og fødevareindustrien - landets største - bakket op verbalt af regeringen for at få verdenshandlen med landbrugsvarer gjort fri af stramme restriktioner og statslige støtteordninger især i Japan, USA og EU.
Stolt af landbruget
Den new Zealandske befolkning er stolt af sit landbrug. Flere end 200.000 ud af en befolkning på 3,8 millioner er direkte involveret i landbrugsproduktionen og dens følgeindustrier. Et ugentlig tv-program på en halv time sætter hele tiden fokus på erhvervet og er med til at informere befolkningen om, hvad der sker ude på landet, hvor kun 15 procent af befolkningen bor. Ikke mindst det store andelsmejeriselskab Fonterra, der blev dannet for godt 14 år siden, er meget populært i befolkningen. Selskabets omsætning på cirka 76 milliarder danske kroner (størstedelen af indtjeningen hentes uden for New Zealand) gør selskabet til landets største virksomhed. Fonterra ejes af 10.000 mælkeproducenter, som har 85 procent af landets 6,5 millioner malkekøer.
Eksport for milliarder
Men landbruget er ikke alene malkekøer - og oksekød- og lammekødsproduktionen giver vigtige eksportindtægter til landet. Der findes omkrig 4.7 mio. stk. kødkvæg og ca. 30 mio. får. Det betyder bl.a., at landet er verdens næststørste eksportør af oksekød og verdens største eksportør af lammekød. Med i billedet af indtægter fra kødprodukter hører også de mange hjortefarme, hvoraf der findes cirka 2.000, som har 0,9 millioner dyr, hovedsagligt krondyr som avlsdyr, og det gør landet til verdens største eksportør af hjortekød, hvor det især er Tyskland, Frankrig, Japan og Hongkong som er de store aftagere. Svineproduktionen er meget lille i landet. Der findes omkring 225 producenter, og de producerer kun omkring 20 procent af landets forbrug, og derfor importeres en del svinekød blandt andet også fra Danmark.
Rent miljø
På grund af New Zealands fjerne beliggenhed og den lille befolkning i det store land (270.500 kvadratkiolometer) har landet et af de reneste miljøer i verden. Det gør man meget for at bevare og det bruges i markedsføringen af landbrugsprodukterne. Landets milde klima med en gennemsnitlig nedbørsmængde på mellem 650 mm og 1.200 mm i størstedelen af landet - mere i bjergene - betyder, at store dele af landet er frodigt grønt hele året og cirka 14 millioner hektar benyttes til græsning af kvæg og får. Men der dyrkes også kornafgrøder især på Sydøen, hvor hvede, byg, majs, frøgræs, ærter samt frugt og grønt og vin hører til afgrøderne. Den mere og mere intensive landbrugsproduktion de senere år har dog ført til øget forbruget af handelsgødning og plantebeskyttelsesmidler. Derved er miljøet udsat for påvirkning i højere grad end tidligere, og bæredygtighedsprincippet vinder mere og mere indpas hos landmændene. Samtidig er regeringen begyndt at se på forbruget og har allerede indført lovmæssige restriktioner i særligt sårbare områder. Desuden søges jorderosion stoppet ved ændrede dyrkningsmetoder. Blandt andet sker der erosion som følge af overgræsning i nogle områder (10 procent). For at reducere brugen af handelsgødning og især sprøjtemidler har landbrugsorganisationerne selv udarbejdet et sæt etiske regler om uddannelse af landmændene i at omgås midlerne med omhu og tage hensyn til miljøet. Parlamentet har vedtaget en lovgivning omkring kontrol af vandløb og udtagning af jordprøver for at begrænse forureningen. Amter og kommuner foretager kontrollen. Men de fleste landmænd er opmærksom på problemerne og er medspillere, fordi de ved, at bæredygtighedsprincippet og det rene miljø er afgørende faktorer for den fortsatte afsætning af den store landbrugsproduktion på verdensmarkedet uden statsstøtte.
