Danskerne efterspørger i stigende grad høj dyrevelfærd, når de lægger æg, kød og mejerivarer i indkøbskurven. Derfor har Dyrenes Beskyttelse og Dansk Supermarked Group indgået et samarbejde om at forbedre dyrevelfærden for landbrugsdyrene og gøre flere dyrevelfærdsprodukter tilgængelige for den almindelige forbruger.

Sammen har de sat et mål om at øge omsætningen af frilandsprodukter og økologiske varer i Føtex, Bilka og Netto med en halv milliard kroner i 2020 sammenlignet med 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behov for ændring

Hos Økologisk Landsforening glæder man sig over det nye samarbejde og over, at flere landmænd i disse år lægger om til økologi. Men forening understreger også, at det skal følges op af konkrete politiske tiltag, hvis produktionen skal følge med den stigende efterspørgsel på økologi.

- Samarbejdet mellem Dyrenes Beskyttelse og Dansk Supermarked Group er endnu et klart signal til de danske landmænd om, at der er behov for mange flere økologer i de kommende år. Det bør ministeriet følge op på ved at sikre nye midler til omlægningsrådgivning. Og for at producenterne kan komme hurtigere i gang og ikke miste et års tilskud, skal ordningen om at søge omlægningstilskud gøres langt mere smidig, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Hvis en landmand først får taget beslutningen om at lægge om til økologi efter ansøgningsfristen for tilskud den 21. april, så mister han enten det første års omlægningstilskud eller må udsætte sin omlægning til året efter.

- Det er en helt uholdbar likviditetsmæssig udfordring for landmændene, som er meget hæmmende for lysten og viljen til at lægge om og skaber en uheldig forsinkelse. Og derfor skal den nuværende model laves om, så vi kan få endnu mere gang i den økologiske omlægning i Danmark, påpeger Per Kølster.

Han efterspørger desuden, at ministeriet arbejder på lettere adgang til risikovillig kapital til finansiering til bedrifter, der lægger om til økologi eller udvider produktionen for at imødekomme markedets efterspørgsel.