KOMMENTAR. Når de konservatives Søren Pape Poulsen og Rasmus Jarlov i det ene tv-indslag efter det andet igen og igen messer ordet "ordentlighed", giver det mindelser om en gammel gambler, som giver et nyttigt råd til en ung kortspiller: "Spil aldrig poker med en, der kalder sig ærlige John."
Udtrykket beskriver, at der ofte er noget suspekt ved folk, som føler sig kaldet til at fremhæve sig selv som særligt ærlige, særligt hellige - eller særligt ordentlige.
Det er amatøragtigt og må være udtryk for deres manglende parlamentariske erfaring, når de ikke kan modstå chancen for tv-eksponering.
- Rasmus Dalsgaard, chefredaktør Maskinbladet
Se i spejlet
Det er svært at tage den konservative fokusering på begrebet ordentlighed helt alvorligt. Ikke fordi, man ikke skal være ordentlig. Det er vel nærmest en selvfølge.
Problemet er, at de konservative vist ikke ser begrebet fra en helikopter, men fra en skyttegrav. Og dér kan det være vanskeligt at få det helt rigtige billede af situationen.
Måske skulle de tage et spejl til hjælp.
Er Pape ordentlig?
Man kan nemlig passende spørge Søren Pape Poulsen, om det er særligt ordentligt, når man er parlamentarisk grundlag for landets regering, men ikke varsler regeringslederen om, at man kan finde på at blæse en ubetydelig sag op til et spørgsmål om ministerstorm, selv om man holder møde med hinanden få timer før, man lader bomben springe?
Er det særligt ordentligt at lade regeringschefen og blå bloks partiledere vente, mens man går ud og ind af lokalet for at komme på tv og gentage, hvad der allerede er sagt klart i tidligere interviews?
Er det ordentligt at fortsætte med at stille op til det ene interview efter det andet i døgnet efter, at landets statsminister har rakt hånden ud og inviteret til forhandlinger for at forsøge at løse situationen - af hensyn til Danmark?
Hvem tegner K?
Ordentligt eller ej - efter konservativ målestok - så er det i hvert fald ikke særligt konstruktivt, at blive ved med at stille op på tv, når man på forhånd kan regne spørgsmålene ud og dermed kun får lejlighed til at gentage sig selve og dermed komplicere en løsning yderligere.
Det er amatøragtigt og må være udtryk for deres manglende parlamentariske erfaring, når de ikke kan modstå chancen for tv-eksponering - trods den alvorlige politiske situation.
Det må også være et udtryk for manglende erfaring, at Rasmus Jarlov igen og igen får lov til at tone frem på skærmen.
Man kan spørge, hvem der i denne højspændte situation tegne Det Konservative Folkeparti. Er det partilederen, der mødes med statsministeren? Eller er det den menige ordfører? Igen et udtryk for amatørisme, at Rasmus Jarlov er aktiv i sit selvforsvar - som et forkælet barn, der insisterer på det sidste ord.
Det så vi også ved behandlingen i Folketinget, hvor Rasmus Jarlov ikke kunne dy sig for at agere opposition i et forsøg på at rense sig selv for mistanke om ikke at have fulgt ordentligt med under forhandlingerne om pakken.
Kompetent bagland overhøres
En del af forklaringen på den konservative optræden er vel også, at den meget uerfarne konservative folketingsgruppe er omgivet af forholdsvis uerfarne rådgivere.
Det er til gengæld uforklarligt, hvorfor den konservative folketingsgruppe ikke har lyttet til kompetent input fra dens eget bagland. Borgmestre og andre har forgæves forsøgt at klæde Rasmus Jarlov og Søren Pape Poulsen fagligt på.
Folketingsmedlemmerne lader sig i stedet styre af det verdensbillede, der er skabt i deres egen lille boble af uerfarenhed - med stærk indflydelse fra den socialistiske opposition.
Giftig adfærd
Den konservative adfærd lægger gift for en løsning af landets regeringskrise og bør også ses i lyset af, at Danmark står med store aktuelle udfordringer. Landbrugspakken, trepartsforhandlinger, skatteforhandlinger, migrantkrise og meget mere, hvor smålig selvhævdelse burde nedtones.
Situationen kan meget nemt ende med et folketingsvalg.
Vi må blot håbe, at statsministeren i de kommende dage vinder så meget tid ved forhandlingerne med de blå partier, at vedtagelsen af Landbrugspakken når at blive underskrevet af regenten på det næste statsråd. Først da gælder loven, selvom den er vedtaget i Folketinget.
Hvad er meningen?
Set fra statsministerens side af bordet er det let at se idéen med forhandlingerne om en tillægspakke.
Men man kan undre sig over, hvad de konservative egentlig tror, de kan opnå ved forhandlinger om en tillægspakke, når de samtidig tromler frem med gentagelsen om manglende tillid til miljø- og fødevareministeren - som statsministeren ikke vil fyre.
Er det blot naiviteten hos den konservative top, der får dem til at gå med til nyttesløse forhandlinger? For hvis de har en forestilling om, at de kan bringes til at acceptere Eva Kjer Hansen, så giver det ingen mening at takke ja til den ene tv-udsendelse efter den anden med det resultat, at mistilliden cementeres yderligere.
Men hvis De Konservative er sikre på at stemme for rød bloks mistillidsdagsorden i næste uge, giver det slet ikke mening at trække tiden og reelt blot forhandle på skrømt.
Slapt og pinligt
Den usikre konservative hånd i denne sag blev også afsløret ubarmhjertigt på tv torsdag formiddag. Søren Pape blev forud for partiets gruppemøde spurgt om, hvad det er, partiet gerne vil have med i tillægspakken, så den kan blive mere "grøn".
Hans svar var højst overraskende - og endnu en understregning af det konservative dilettanteri - nemlig, at han regnede med, at det må være en embedsmandsopgave.
Hallo! Hvad vil de konservative egentlig? Skal vi spørge ministeriets embedsmænd for at få det at vide. Det er uhørt slapt. Det er pinligt.
