Selvom det kun er få dage siden stillingerne i Augustenborg er slået op, er det ikke ansøgere, NaturErhvervstyrelsen mangler.

De søger 30 sagsbehandlere, som blandt andet kommer til at behandle ansøgninger om landbrugsstøtte. Og hvis man skal dømme efter interessen de første dage efter opslaget, kommer NaturErhvervstyrelsen ikke til at mangle hænder. Hele 170 ansøgninger har de modtaget. Det skriver TV SYD.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mange ansøgninger er noget de er glade for hos NaturErhvervstyrelsen.

- Det er vi fuldstændig overvældede over. Vi har ikke været så nervøse for at komme til at mangle folk, men vi er imponerede over, hvor mange ansøgninger, der allerede er kommet, siger enhedschef Vibeke Møgelvang, der skal stå i spidsen for sagsbehandlerne, til TV SYD.

Omkring 60 medarbejdere fra NaturErvhervstyrelsen skal efter planen sidde klar bag skrivebordene i Augustenborg 1. maj.