Heden & Fjorden Økologi kan melde om stor fremgang i antallet af økologiske bedrifter i virksomhedens område.

Rådgivningscentret har gennemført 40 såkaldte omlægningstjek, hvilket har ført til 16 nye økologiske bedrifter i 2015. Det er fire gange så mange nye økologer sammenlignet med de sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dejligt at have med en gren af landbruget at gøre, hvor der er positiv udvikling

- Lone Andersen, økologisk landmand og formand for Familielandbruget VEST-Jylland.

- Det er dejligt at have med en gren af landbruget at gøre, hvor der er positiv udvikling, siger økologisk landmand og formand for Familielandbruget VEST-Jylland, Lone Andersen, der ser frem til at mødes med andre økologiske landmænd på årsmødet, hvor hun kommer i rollen som viceformand i Landbrug og Fødevarer.

Der bør dog ifølge Lone Andersen drysses en gran salt i bægeret. Det er nemlig nu, hvor der er gode priser, at de økologiske landmænd skal sikre sig, at der lægges fra til sværere tider.

- Vi skal passe på, at begejstringen ikke løber af med os. Det er nu, vi skal konsolidere os, siger hun.

Lone Andersen er dog også begejstret for, at minister for miljø og fødevarer Eva Kjer Hansen gerne vil fremme økologien og fortsat vil yde tilskud til landmænd, der ønsker at omlægge til økologi, hvilket er en forudsætning for, at det kan lade sig gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Viceformanden slår også fast, at det er vigtigt, at de økologiske landmænd ikke bliver en lille elite, der lever sit eget liv i erhvervet, men at økologiske og konventionelle landmænd står sammen om erhvervets udfordringer.

Skal være markedsdrevet

Også Torben Jensen, der er formand for økologiudvalget i Heden & Fjorden er begejstret for, at antallet af økologiske landmænd kun går én vej.

Men han påpeger samtidigt, at der midt i begejstringen over, hvor godt det er at være økologisk landmand også er vigtigt at notere sig, at det faktisk var bedre for halvandet år siden.

Ganske vist er tillæggene for økologiske produkter højere, men de beregnes ud fra en langt lavere basispris.

- Og det er vigtigt, at de økologiske bedrifter er markedsdrevne, for det er kun sådan, de kan være rentable, siger Torben Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han understreger, at man ikke bør se de økologiske bedrifter ud fra et øjebliksbillede, hvor tilskud eller afregningspriser enten er meget fordelagtige eller meget ringe.

- Man skal have det lange lys på, hvis man skal drive et økologisk landbrug, siger han.

Heden & Fjorden Økologi holder årsmøde den 27. januar. På årsmødet vil der desuden være indtryk fra en tur til Wisconsin i USA fra vinderen af Heden & Fjordens Super Bowl grovfoder-konkurrence 2015, Søren Bahn-Larsen fra Vildbjerg og rådgiver Lisbeth Knudsen. De to besøgte blandt andet amerikanske økologer og World Dairy Expo.