For syvende år i træk afholder Scantruck, den danske importør af blandt andet Manitou, Komatsu, Atlas, Mustang og McCloskey sin egen maskinudstilling, ScanMek.

Igen i år forventer slagschef Henrik Kirketerp-Møller et godt fremmøde samt et godt salg af maskiner til branchen:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Sidste år havde vi 4.000 besøgende i løbet af fredag og lørdag og vi solgte for 23,5 millioner kroner. Derfor håber vi på samme fremmøde i år, men man kan aldrig vide, fortalte Henrik Kirketerp-Møller til Maskinbladet, da udstillingen slog dørene op.

Flere små gule maskiner

Der er flere maskinnyheder på messen, men blandt Komatsu-maskinerne er der flere mindre gravemaskiner end tidligere.

- Vi har sat større fokus på de mindre gravemaskiner fra Komatsu, og det ses også på messen, hvor der eksempelvis står én ny Komatsu PC16R HS minigraver på en maskintrailer, som sammen med flere minigraver af samme type er solgt til Dansk Kabelgravning, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.

Fra Atlas til Weycor

På Scanmek står de første Weycor-læssemaskiner i Atlas-farver.

- Navneskiftet fra Atlas til Weycor blev indledt på Agritechnica og fuldføres på entreprenørudstillingen Bauma i München i april 2016. Til den tid vil det helt og holdent være Weycor, vi taler om, fortæller Henrik Kirketerp-Møller, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I hverdagen får navneændringen ingen betydning for hverken os eller vore kunder. Vi kan fortsat tilbyde det brede program i gummihjulslæssere med 14 knækstyrede modeller fra 2150 til 9500 kg.

Navneændringen udspringer af en firma-opsplitning helt tilbage i 1971. I 1969 døde grundlæggeren af virksomheden, Hinrich Weyhausen, og hans tre sønner videreførte firmaet sammen. I 1971 gik den ene søn, Friedrich Weyhausen, imidlertid solo og startede F. Weyhausen GmbH & Co, som senere blev til det Atlas Weyhausen, som siden har produceret Atlas læssemaskiner.

De to andre brødre slog sig på produktion af gravemaskiner. I 1999 solgte de imidlertid deres virksomhed til et handelsselskab, som tre år senere solgte alle aktiviteter til Terex. Her fortsatte produktionen af gravemaskiner under navnet Atlas-Terex. I 2010 blev Terex-virksomheden igen solgt, nu til en bulgarsk rigmand og investor, som siden har produceret gravemaskiner under navnet Atlas.

- En aftale mellem de to gange Atlas giver begge virksomheder mulighed for at anvende Atlas-navnet frem til 2018. Atlas-Weyhausen har imidlertid besluttet at gennemføre navneforandringen nu. Derfor bliver Atlas til Atlas-Weycor og lidt senere simpelthen til Weycor, forklarer Henrik Kirketerp-Møller.

Scantruck har været importør og forhandler af de tyske gummihjulslæssere og valsetog siden 2006.