Miljø- og fødevareminster Eva Kjer Hansen talte onsdag formiddag på årsmødet for planteproduktion og understregede behovet for hurtigt at opnå bedre forhold for landbrugsbedrifterne, selvom landbrugspakken har gjort op med den hidtidige tankegang for regulering.

- Målet er en mere målrettet regulering på den enkelte bedrift, men vi har valgt at lave midlertidige regler, der giver bedre forhold for jeres bedrifter allerede nu. Det er et valg, vi har truffet, frem for at vente på at modellen for den målrettede regulering kommer på plads, sagde ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi dynger os selv til i love og regler. Nogle er meningsløse og nogle gør det vanskeligt at konkurrere

- Eva Kjer Hansen

Det er en af grundene til, at hun heller ikke ville gå i detaljer med sine svar på det såkaldte blå kort.

- Kortet tjener udelukkende det formål at fortælle, at der vil være lokale forskelle på reguleringen i fremtiden. Jeg agter at leve fuldt op til forpligtelserne i forhold til vandrammedirektivet. Men det skal foregå på den rigtige måde og på et ordentligt fagligt grundlag - og med nyeste viden, sagde hun.

Hun fastslog, at aftalen om landbrugspakken indebærer, at den enkelte bedrift får størst mulig fleksibilitet i valget af virkemidler.

- Det bliver landmandens eget valg, og der kommer kompensation for dyrkningsrestriktioner. Og der vil være fuld offentlighed om det faglige grundlag. Og det vil blive lagt frem både på vores hjemmeside og sendt over til folketinget. Og I får i den kommende tid mulighed for at drøfte konsekvenserne af den målrettede regulering med folk fra ministeriet, lovede ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den baggrund tror jeg, at vi i fællesskab kan levere det bedste grundlag for den målrettede regulering. Lad derfor være at bruge tiden i dag med mine embedsmænd til at diskutere det blå kort. I kan ikke bruge det til at se, hvordan det ser ud fremadrettet. Det kommer først på et senere tidspunkt, sagde ministeren.

Hun var dog klar i mælet med hensyn til kompensation for den nye, målrettede regulering.

- Det er vigtigt, at der kompenseres for den nye regulering og nye dyrkningsrestriktioner, for nogle vil opleve en lille smule mere restriktioner end i dag. Men de vil stå økonomisk bedre end i dag, lovede Eva Kjer Hansen.

Bureaukrati

Eva Kjer Hansen slog også til lyd for at bekæmpe bureaukratiet.

- Vi dynger os selv til i love og regler. Nogle er meningsløse og nogle gør det vanskeligt at konkurrere, sagde hun og pegede på husdyrreguleringen, hvor det i fremtiden bliver sådan, at arealer overgår til almindelig miljøregulering uden at være kædet sammen med staldene. Desuden indføres et loft på 180 dage for husdyrgodkendelser ? og 110 dage for små og mellemstore landbrug, sagde hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også datotyranniet vil hun gøre op med og er derfor i fuld gang med at udrede omfang og karakteren og ikke mindst relevansen.

- Det er en god øvelse, kunne hun allerede nu fastslå og nævnte et eksempel på overlappende og modstridende ansøgningsfrister for ordninger af hensyn til birkemus.

Endelig opfordrede hun alle til at melde tåbelige regler til ministeriet, som så vil evaluere dem.

Kontrol

Også tilgangen til kontrol vil ministeren gøre op med.

- Vi kan komme langt med vejledning og rådgivning. Bøder med videre må ikke være målet med kontrollen. Det skulle gerne være sådan at kontrollen er en fordel for landmanden og ikke en forhindring, og derfor er jeg på vej med en ny kontrolstrategi, der skal bygge på dialog, tillid og ansvar, sagde hun.