Åbningen af Farmertech blev af Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild benyttet til at fremhæve vidensdeling og sammenhold som centrale styrker for dansk landbrug.

Og han mener, at messen er et godt udtryk for netop den styrke, selv om man som besøgende ikke får mulighed for at se og røre ved maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her handler det om den personlige kontakt. Det er grundidéen, selv om man både kan høre om fremtidens stalde, Google-briller og termofotografering. Det er alt sammen udtryk for den udviklingstrang, der er grunden til, at vi er blandt verdens førende, sagde Martin Merrild.

Han fremhæver messen for at have overkommelige udgifter for udstillerne og overskuelige forhold for de besøgende.

Nicher - ikke bulk

Martin Merrild berørte stort set ikke krisen og de politiske forhold. Han konstaterede dog, at landmænd over hele verden øger produktionen, og at efterspørgslen ikke som ventet følger med.

- Det kan blive trist og give anledning til tungsind. Men sådan har det altid været. Men vores styrke - det, der adskiller os fra andre - er at vi er eksportorienterede og altid har været gode til at finde nicher på verdensmarkedet. Og at vi står sammen på tværs i hele klyngen. Det vil for eksempel sige mellem producenter og forskere, fremhævede Martin Merrild.

Han kunne dog ikke lade være med at tilføje, at udviklingen netop på det punkter gået lidt i en forkert retning med mindre samarbejde. Men han var dog optimistisk med hensyn til fremtiden. Også på dette punkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhævede at jo bedre alle i hele klyngen arbejder sammen, jo rigere bliver vi alle.

Martin Merrild benyttede også anledningen til at kalde det en myte, når dansk landbrug beskyldes for at producere bulkvarer.

- Det er ikke rigtigt. Vi får klart højere priser for vore varer end konkurrenterne. Det er det, der sætter os i stand til at betale de højeste lønninger i verden.

Vidensdeling

Trods aktuel krise, slog Martin Merrild dog en optimistisk tone an.

- Vi står over for en voksende, købedygtig middelklasse i verden, som vil efterspørge vores fødevarer og vores teknik, så de selv kan opbygge en fødevareproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men vi skal være klar over, at hver dag er der andre, der kæmper for at tage vores førerposition fra os, sagde han og løftede sløret for lidt af den konurrencesituation de danske virksomheder møder ude i verden:

- De konkurrenter, vi møder ude i verden, er i stigende grad store virksomheder, der er vertikalt integrerede.

Det mener Martin Merrild, at den danske fødevareklynge kan imødegå ved som nu at dele viden og erfaring på tværs af klyngen.

Og det er netop som et led i den proces, han ser en stor værdi i Farmertech.

Politisk velvilje

- Jeg har besluttet ikke at tale om fair vilkår, men hvis jeg havde gjort det, ville jeg have nævnt PSO-afgift og så videre, sagde Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så fremhævede han den politiske velvilje, som erhvervet har oplevet med landbrugsforliget.

Men selv om vi har en regering, der hjælper med vilkårene, så skal vi selv gøre arbejdet. Vores struktur med en kæde med mange led kan sikre, at vi også er konkurrecedygtige i fremtiden., sagde Martin Merrild.