Som vi tidligere har skrevet, har Danmarks største mælkeproducent, Jørn Kjær Madsen, været truet af en faglig konflikt fra fagforbrundet 3F grundet manglende overenskomst. Det er ikke lykkedes parterne at blive enige, og Jørn Kjær Madsen og I/S Rønhave i Bramming er derfor fra i dag ramt af konflikt med fagforbundet 3F. Det skriver dr.dk.

- Det er ærgerligt. Vi havde helst set en løsning, men vi kan ikke trække den længere. Vores medlemmer skal have en overenskomst nu, siger formand for 3F Kongeåen, Bjarne Jakobsen til dr.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konflikten betyder, at I/S Rønhave ikke længere kan modtage arbejdskraft fra Jobcenteret, men på sigt kan det betyde større konsekvenser for mælkeproducenten. Fagforbundet 3F vil ifølge dr.dk bede LO om at varsle sympatikonflikt, så blandt andre Arla-chauffører ikke længere kan hente mælk fra bedriften.