Henover julen er Økogårdene Skjern Enge, Westergaards Hotel i Videbæk og Funkisfood i Tarm gået sammen om at opkøbe Velux? nedlagte fabrik ved Borris i Vestjylland.

Samtidig har de tre vestjyske virksomheder etableret selskabet Fødevarepark Skjern Enge, der skal være et nyt centrum for kvalitetsfødevarer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har Danmarks største kommuneareal med mange små producenter og iværksættere af fødevarer i høj kvalitet. Det stiller krav til, at vi hjælper hinanden med netværk og med kapacitet, siger Ronnie Jensen, medindehaver af Funkisfood og direktør for det nye selskab; Fødevarepark Skjern Enge.

Rugekasse for producenter

Initiativet falder i tråd med Ringkøbing-Skjern Kommunes formulerede indsats på at udvikle kvalitetsfødevarer i kommunen.

- Vi er en af de få kommuner i landet, der rent faktisk har en formuleret politik om at fremme fødevareerhvervet og et ønske om at være Danmarks bedste spisekammer, siger Ronnie Jensen.

Han forklarer, at formålet med fødevareparken er at skabe en samarbejdsplatform og et omdrejningscentrum for alle mulige aktiviteter på fødevareområdet.

- Stedet skal være ramme om at producere, idéudvikle og samarbejde lokalt på området for gode fødevarer både for iværksættere og for etablerede virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevarepark Skjern Enge bliver indrettet med produktions-, kontor- og mødefaciliteter, ligesom det bliver muligt at etablere lager og pakkerum.

Der er allerede indgået aftale med yderligere et par lejere, foruden der i øjeblikket er dialog med flere interesserede om lejemål.

Tunge fødevaredrenge bag

Bag hele ideen står Økogårdene Skjern Enge, der på få år har etableret en betydelig leverance af fødevarer i høj kvalitet til flere tusinde forbrugere over hele Danmark.

- Egentlig var det behovet for lagerkapacitet, der fik os til at se på Velux bygningerne, siger Erling Bonde, direktør for Økogårdene i Skjern-Enge.

Økogårdene står blandt andet til at distribuere et nyt havregrynsprodukt i samarbejde med Funkisfood og manglede plads til at opbevare kornet. Nu bliver der skabt både lager og arbejdspladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejde smitter

Netop udsigt til at skabe arbejdspladser har fået Bent Graakjær, indehaver af Westergaards Hotel med i samarbejdet.

- Det er afgørende at skabe flere arbejdspladser i det vestjyske. Det smitter positivt af på os alle sammen, pointerer Bent Graakjær, der selv er en kendt fortaler for autenticitet og lokalkolorit.

Hotellet har bidraget til vestjysk fødevareopmærksomhed med alt fra michelinaftener til maddonationer for hjemløse. Bent Graakjær er også formand for Regional Madkultur Vestjylland.

Partnerne har desuden selv valgt Ronnie Jensen som direktør for det hele.

Ronnie Jensen har en årelang baggrund i detailhandlen blandt andet produktchef i Dansk Supermarked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I august sidste år vendte han imidlertid hjem til det vestjyske for at indtræde som medindehaver i familiefirmaet Funkisfood, der er specialister i at udvikle og sælge vestjyske kvalitetsfødevarer til detailledet.

- Regn med en fødevareplatform, hvor vi i fællesskab udvikler og brander vestjyske fødevareprodukter, som ingen evner på egen hånd, fastslår Ronnie Jensen.