Den danske leverandør af skovmaskiner og -udstyr er blevet service- og reservedelspartner for Gremo i Danmark.

Gremo har valgt Euromatic ApS i Viborg som service- og reservedelspartner i Danmark. Euromatic er i forvejen Logset Partner for Danmark, hvilket indebærer, at de tilbyder salg af nye Logset skovningsmaskiner, udkørselsmaskiner og aggregater.

- Danmark har igennem en årrække været et godt og stabilt marked for svenske Gremo, og man har til stadighed solgt både nye og brugte maskiner i Danmark. Maskinerne er kendt for deres gode kvalitet og kundetilpassede løsninger. Senest er der netop leveret og igangsat en ny Gremo 1050F udkørselsmaskine til Bregentved Gods v. Haslev på Sjælland, fortæller Poul Thuesen, ejer af Euromatic ApS.

Kunder kontaktes

Service- og reservedelssalget vil som udgangspunkt varetages fra Euromatics adresse i Viborg. I kraft af Euromatics servicebiler kan service og reparation af Gremo maskinerne også foretages i skoven, eller hvor kunden måtte ønske det, oplyser Euromatic.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

I forbindelse med ovennævnte udnævnelse er servicemontør Jens Juul blevet opdateret og skolet på fabrikken i Sverige i Gremos produkter - et produkt han iøvrigt også igennem tiden til stadighed har stiftet bekendtskab med og serviceret.

Alle Gremo-kunder vil i det nye år blive kontaktet omkring Euromatics nye rolle.

Euromatic er ligeledes forhandler af SP & Log Max aggregater, Entracon skovmaskiner, Felasto Pur kunststofbånd og CMB skovgrabbe. Endvidere producerer de deres egen Euromatic fliskasse samt sælger og formidler salg af brugte maskiner og aggregater. Virksomheden beskæftiger syv mand.