Bertel Hestbjerg, der uden sammenligning er Danmarks største producent af økologiske slagtesvin, har opsagt sin leveringsaftale med Danish Crown-datterselskabet Friland, og fra oktober 2016 vil han i stedet levere kød direkte til Coop Danmark.

20 procent

Ifølge Jyllands-Posten producerer Bertel Hestbjerg årligt 40.000 smågrise, og opfeder herudover 20.000 slagtesvin. Det betyder at han står for næsten 20 procent af den samlede danske produktion af økologisk svinekød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bertel Hestbjerg fortæller til Jyllands-Posten, at han sammen med to andre har dannet et selskab, som skal slagte de økologiske svin fra Bertel Hestbjergs bedrift, samt et par andre bedrifter, og så levere kødet direkte til Coop.

Bertel Hestbjerg forklarer, at årsagen til skiftet til Coop, er at Friland ikke har været interesseret i at medvirken til at sælge Bertel Hestbjerg nye koncept "øko-plus", som bygger på et højere niveau af dyrevelfærd hos svinene.

Forventer stigning

Hos Friland beklager direktør Henrik Biilmann at Bertel Hestbjerg har opsagt samarbejdet, men ifølge Jyllands-Posten forventer han alligevel at Friland vil øge antallet af slagtninger med 10 procent i både 2016 og 2017.