Rådgivningscentret Heden & Fjorden bliver medejer i Ans Kvægpraksis. Målet er blandt andet at sikre bedre rådgivning til mælkeproducenter.

Rådgivningscentret Heden & Fjorden går nye veje sammen med dyrlægerne i Ans Kvægpraksis for at udvikle en bedre sundheds- og produktionsrådgivning til mælkeproducenterne. Heden & Fjorden bliver derfor medejer i Ans Kvægpraksis med virkning fra den 1. januar 2016.

Sammenhæng og kvalitet

Baggrunden er et ønske om at skabe højere kvalitet og større sammenhængskraft i rådgivningen.

- Det tættere samarbejde med nogle af landets dygtigste kvægdyrlæger sikrer, at vi kan anvise vore kunder meget attraktive faglige alternativer på dyrlægesiden, hvis kunderne ønsker det, siger chefrådgiver Erling Lundager Kristensen, Heden & Fjorden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han ser et stort potentiale i samarbejdet mellem Heden & Fjorden og Ans Kvægpraksis.

- Vores kunder vil opleve, at rådgiverne omkring bedriften i langt højere grad vil arbejde i samme retning og dermed bidrage til mere værdi pr. rådgivningskrone, siger Erling Lundager Kristensen.

Peter Dahlgaard, der er den ene af de to nuværende ejere, forventer, at der vil ske en konsolidering af dyrlægernes fag- og forretningsområde, og samarbejdet med Heden & Fjorden giver nye muligheder i den sammenhæng.

- Hertil kommer, at vi i forvejen har en del kunder vestpå, så det bliver helt uproblematisk for os at fortsætte den proces, siger Peter Dahlgaard.

Specialister i kvæg

Ans Kvægpraksis har eksisteret siden 2005 og har ud over de to ejere, Peter Dahlgaard og Jens Andersen, tre specialiserede kvægdyrlæger tilknyttet.

- Det har altid været vigtigt for os at være med, hvor udviklingen sker i forhold til rådgivning af danske malkekvægsbesætninger. Helt grundlæggende tror vi på tværfaglig rådgivning som et nødvendigt fundament for at leve op til vores kunders forventninger og krav om kvalificeret rådgivning med klar sammenhæng til kundens bundlinje, siger Peter Dahlgaard.

Den daglige drift og ledelse af Ans Kvægpraksis fortsætter som hidtil.