Hver år produceres der 11,4 millioner juletræer i Danmark, og ud af disse eksporteres 10 millioner træer til andre europæiske markeder. Med 1,2 milliarder kroner i eksportomsætning er de danske landmænd dermed verdens måske største juletræseksportør. Det skriver foodculture.dk.

Der er flere faktorer, der er afgørende for de danske juletræsproducenters succes. Dels har producenterne en masse knowhow om produktionen og herudover det danske klima meget gunstigt for juletræsproduktion. Det giver træer af høj kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kvalitetsmæssigt er de danske juletræer i top, og det er især, når vi snakker de lidt større træer, som de har sværere ved at producere i udlandet, siger direktør i Danske Juletræer, Claus Jerram Christensen til foodculture.dk.

Eksport til Tyskland.

Tyskland er den største aftager af danske juletræer. Hvert år eksporteres godt halvdelen af de danske juletræer til Tyskland, men der sendes også mange træer til Frankrig og England. Her er de foretrukne træer de store Normannsgraner, som netop er den type træer som de danske producenter er eksperter i at producere, mens juletræsproducenter i andre lande ofte satser på mindre og billigere træer.

Styr på logistikken

De danske juletræsproducenter høster også store fordele ved at være godt organiserede, og ved at have styr på logistikken og planlægningen.

- De afleverer til den aftalte tid og den aftalte mængde, og det er særligt vigtigt for kædebutikker, hvor en større del afsætningen foregår, fortæller Claus Jerram Christensen til foodculture.dk.