Vi hører det igen og igen: Indsamling af markdata er fremtiden. Men én ting er at indsamle data fra marken - en anden ting er at behandle de indsamlede data, så de kan bruges til noget fornuftigt.

Case IH Danmark har til sæson 2016 købt en fastvinget drone til både at opsamle data, men også til den efterfølgende behandling af data.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kapaciteten på flyveren er 140 hektar på 45 minutter, fortæller Lars Grønlund, RTK specialist hos Case IH i Danmark. Flyveren har en nøjagtighed på to centimeter, når den flyver i 100 meters højde.

Brugbart data fra luften

Flyveren kan benyttes til indsamling af forskellige data fra marken.

- Vi kan lægge nogle forskellige funktioner ind i flyveren, så marken scannes mere målrettet efter præcis de data vi har brug for. Eksempelvis kan vi fortælle flyveren at den skal holde øje med tidsler, flyvhavre eller måske vindaks, og derefter kan flyveren fremstille et kort over marken, hvor de forskellige planter er kortlagt, forklrar Lars Grønlund og tilføjer:

De data kan vi derefter flytte over i traktoren med sprøjten, og kun bekæmpe ukrudtet præcis der, hvor problemet er.

Lars Grønlund fortæller, at de indtil nu kun har fløjet enkelte testflyvninger med maskinen.