Ekspertgruppen, der kommer til at bestå af forskere fra landets universiteter, er blevet nedsat efter, at Bæredygtigt Landbrug har udtrykt et behov for en ny vejledning til vedligeholdelse af vandløb. Ekspertgruppen skal levere deres anbefalinger til Naturstyrelsen som på baggrund af disse vil lave en ny vejledning i grødeskæring til kommunerne.

Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, er meget tilfreds med offentliggørelsen, og ser frem til anbefalingerne fra forskergruppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det glæder os meget at ministeren har fået øjnene op for problemerne, og Bæredygtigt Landbrug har fokuseret meget på det og har hjulpet ministeriet med fakta. Vi ser frem til at forskergruppen trækker i arbejdstøjet, og det kan kun gå for langsomt, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Også faglig direktør, Jørgen Evald Jensen, er meget tilfreds med dagens udmelding fra Eva Kjer Hansen, og han glæder sig til at eksperterne går det hele igennem grundigt.

- Vi er meget tilfredse med, at der nu bliver en korrekt faglig gennemgang af både vedligeholdelsesinstruksen og udarbejdelsen af vandløbsregulativer. Vi håber dermed, at det bliver fortid, at kommunerne påstår, at vandløbet er korrekt vedligeholdt, alt imens det er åbenlyst for enhver, at vandløbet overhovedet ikke er vedligeholdt, siger Jørgen Evald Jensen.