Den 4. november sendte miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen et hyrdebrev til alle landets borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvori hun skriver, at vandløbsvedligeholdelse er kommunernes ansvar, og at de skal sikre, at vandet kan ledes væk, så man undgår oversvømmede marker.

På ministeriets hjemmeside står der i nyheden vedrørende brevet, at kommunerne normalt vil være erstatningspligtige, hvis landmænd som følge af manglende vedligeholdelse af vandløb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeriet oplyser til Bæredygtigt Landbrug, at det er Vandløbslovens §73, der fastslår, at taksationsmyndighederne kan fastsætte erstatning, hvis kravene i loven ikke er opfyldt.

Det er en melding, der glæder Peter Rosendal, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, fordi der langt om længe kommer fokus på de tab, som landmænd over hele landet lider, når deres marker bliver oversvømmet.

- Det er enormt positivt, at Eva Kjer Hansen så direkte fortæller kommunerne, at det kan komme til at koste dem mange penge, hvis de ikke vedligeholder deres vandløb ordentligt, siger Peter Rosendal.

Pres på kommunerne

Vi har tidligere skrevet om fem nordjyske landmænd, der som følge af oversvømmede marker har sendt et erstatningskrav til Brønderslev Kommune for udbyttetab og spildt arbejde. Og ifølge Peter Rosendal er det den eneste rigtige vej at gå, hvis ikke kommunen har styr på oprensning og grødeskæring i vandløbene.

- Udover at landmanden selvfølgelig kan få dækket sine tab, så er det en måde at få lagt maksimalt pres på kommunerne. Hvis en kommune lige pludselig modtager store erstatningskrav fra landmænd, så er jeg overbevist om, at de nok skal komme i gang ude i vandløbene, siger Peter Rosendal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få konsulenthjælp

Rent praktisk er det ifølge Peter Rosendal oplagt at tage sin plantevalskonsulent med på råd, da de har stor erfaring med at udregne udbyttetab, og de fleste landmænd har alligevel besøg i efteråret, når der skal lægges markplan, så de to ting kan med fordel slås sammen.

- Det er vigtigt at få det hele med, og der kan planteavlskonsulenter hjælpe med, at erstatningskravet bliver så fyldestgørende som muligt. Og de penge som konsulenten skal have kan hurtigt være tjent hjem igen, hvis man får erstatning, siger Peter Rosendal.

Nødvendig kamp

Og selvom der selvfølgelig er noget arbejde forbundet med at få udarbejdet erstatningskravet og føre en sag mod kommunen, så mener Peter Rosendal, at det er en nødvendig kamp.

- Der er flere kommuner, der går og putter med ministerens hyrdebrev og helst ikke vil høre for meget om det. Men vi landmænd er nødt til at få råbt kommunalpolitikerne op og få dem til at forstå vigtigheden i, at vi undgår oversvømmede marker. Hvis ikke der bliver gjort noget nu, så kan det blive meget dyrt for landmændene og dermed også samfundet, siger Peter Rosendal.