Abonnementsartikel

Fendt viser på Agritechnica for første gang de nye VarioLiner pickupvogne, som er med bevægelig bagvæg, og markedets smalleste rotor.

Maskinbladet, Agritechnica

Med pickupvognen Varioliner 2035 på 35 kubikmeter og VarioLiner 2440 på 40 kubikmeter, tager Fendt endnu et skridt i retning af at blive fulline i høst og bjærgning af græs.

Begge vogne er bygget på en boggieundervogn og har en totalvægt på henholdsvis 20 og 24 ton. Pickuppen er to meter bred og har en diameter på 310 millimeter. Både pickup og indføring drives hydraulisk og hastigheden kan derfor tilpasses afgrøden og fremkørselshastigheden uden at det påvirker omdrejningerne på den spiralformede rotor. Rotoren har en diameter på 920 millimeter og er kun 1200 millimeter bred. Ifølge Fendt er det markedets smalleste rotor, og virksomheden hævder, at den smalle rotor gør det lettere at trække vognen, og at forbruget af brændstof derfor er lavere. Rotoren presser afgrøden forbi 29 knive som har automatisk slibning og er individuelt beskyttet mod overbelastning. Den teoretiske snitlængde er på 35 millimeter.

Bevægelig bagvæg

Den forreste del vognbunden er sænket. Det øger ikke blot vognens volumen, men minimerer også effektforbruget på rotoren. For at opnå en ensartet og god komprimering af materialet, er Fendt VarioLiner monteret med en bevægelig bagvæg. Bagvæggen flytter sig automatisk bagud efterhånden som vognen fyldes. Ifølge Fendt giver det ikke blot en mere ensartet fyldning af vognen, men også en betydelig bedre komprimering af materialet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Lige som traktorerne fra Fendt er også VarioLiner-vognene designet til at kunne køre 60 km/t i de lande hvor det er tilladt. Vognen er ISOBUS-kompatible, og de kan derfor styres fra blandt andet Varioterminalen i en Fendt-traktor.

Vognen bliver frigivet til salg i Tyskland i 2017.