Den 1. november 2015 skiftede levnedsmiddelvirksomheden Hedegaard Foods navn til Dava Foods. Samtidig med navneskiftet blev der indført nyt logo.

Administrerende direktør i Dava Food, Ivan Noes Jørgensen, siger følgende om baggrunden for skiftet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi driver i dag syv selskaber i fem lande og med navneskiftet ønsker vi at synliggøre synergierne over for vores kunder om, at vi kan servicere dem i flere lande og at der er en høj grad af leveringssikkerhed, volumen og innovationskraft i vores gruppe. Det er ikke retvisende, hvis vores kunder opfatter os som individuelle firmaer, siger han og fortsætter:

- I forhold til forbrugerne bliver navneskiftet knapt så tydeligt. De lokale brands bibeholdes, så æggene fra Dava Foods kommer i Danmark fortsat til at hedde Hedegaard, siger han.

Som en del af navneskiftet får alle Dava Foods datterselskaber i Danmark, Sverige, Finland, Estland og Holland samme profil og navn som moderselskabet.

- Dava Foods har i dag aktiviteter i mange lande og vi har derfor ønsket at ensrette virksomhedsnavnene på tværs af landegrænser, så vi kan styrke den interne sammenhængskraft blandt medarbejderne, samtidig med at den eksterne genkendelighed styrkes, siger han.

Fra blå til grøn

I forbindelse med indførelsen af nyt koncernlogo skifter logofarven samtidig fra blå til grøn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dava Foods har store ambitioner inden for blandt andet økologi og vi har flere aktiviteter og indsatsområder, hvor vi imødekommer vores kunders ønsker om en mere ansvarlig og grøn profil. Dette arbejde vil vi også gerne signalere i vores logofarve, som nu er grøn, siger Ivan Noes Jørgensen.

Bredere profil

Dava Foods er i færd med at bevæge sig ind på nye forretningsområder, herunder forarbejdede kødprodukter, convenience-produkter, proteindrikke, rapsolie med mere, og logoskiftet vil være med til at bane vejen for en bredere fremtidig profil.

- I Dava Foods vil vi fremadrettet have en bredere produktprofil inden for fødevarer, og logoskiftet giver plads til en mere fleksibel og individuel produktbranding, hvor flere og forskelligartede aktiviteter kan udfolde sig, siger Ivan Noes Jørgensen.

Fra jord til bord

Navnet Dava Foods bygger på forbogstaverne i de to landmandsejede grovvareselskaber, der ejer Dava Foods. Og det er ikke tilfældigt ifølge bestyrelsesformand i Dava Foods, Christian Junker.

- Gennem andelsselskaberne Danish Agro og Vestjyllands Andel er Dava Foods i dag ejet af cirka 15.000 danske landmænd. Med det nye navn, der bygger på forbogstaverne i de to ejerselskaber, har vi ønsket at signalere, at Dava Foods er med hele vejen fra jord til bord, siger Christian Junker og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det nye logo med tilhørende bomærke, som er en del af alle Danish Agro koncernens selskaber, gør det samtidig nemmere for Dava Foods' leverandører og samarbejdspartnere at afkode, at selskabet er en del af en international koncernfamilie, siger han.