Den 30. september 2015 var der knap 567.000 malkekøer i Danmark. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er det en stigning på 2,5 procent.

Mælkekvoternes ophør den 1. april i år, og det faktum at mælkeproducenter nu kan producerer frit, anses for at være hovedårsagen til stigningen i antallet af malkekøer og drægtige kvier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stigning især i Jylland

Antallet af malkekøer er steget i alle regioner på nær én, og stigningen ses især i de dele af landet, hvor der i forvejen er flest malkekøer. Det er i Sydjylland, hvor der er 36 procent., Vestjylland med 23 procent, og Nordjylland med 24 procent af malkekøerne. Der er ingen stigning i Region Sjælland, hvor kun 3,6 procent af de danske malkekøer findes.

Antallet af drægtige kvier steg i perioden med 1,3 procent til 196.000, hvilket skyldes en stigning i drægtige kvier på 1-2 år, mens der var et fald i de drægtige kvier på 2 år og over.

Sydjylland i front

Ser man mere specifikt på, hvordan de danske malkekøer fordeler sig i landet, så viser tallene fra Danmarks Statistik, at Region Sydjylland klart er i front.

I regionen findes 257.550 malkekøer, heraf finder man de 220.305 i Sydjylland, mens de resterende 37.245 malkekøer findes på Fyn.

Region Midtjylland tegner sig for 167.177 malkekøer, og Nordjylland for 134.387 malkekøer.